Kom og vær med
Herunder kan du se de arrangementer og aktiviteter, som sker i den kommende tid. Arrangementerne er åbne for alle.
Offentlige arrangementer
Naturvandring i Hjortebakkerne (Ny natur nord for Vilhelmsborg)
Sted: P-pladsen ved hovstien/Langballevej
Tid: D. 8. april Kl. 15.30 – 17.30
Naturvandring på Viekjær Mark (Ny natur syd for Moesgård Museum)
Sted: P-pladsen ved hovstien/Langballevej
Tid: D. 20. maj Kl. 15.30-17.30
Du kan være med
Har du kendskab til vilde planter og lyst til at bruge din viden i praksis?Så kan du blive en del af en botanikgruppe, der indsamler frø fra vilde hjemmehørende arter.
Frøene indsamles lokalt i løbet af sommeren og spredes i efteråret i naturområder ved Moesgård. Målet er at styrke biodiversiteten ved at få flere hjemmehørende urter til at etablere sig på arealer, hvor de ellers har svært ved at slå rod.
Når frøene spirer, bidrager de til mere varieret natur og skaber føde og levesteder for flere arter.
Opgaven
• Indsamling af frø fra vilde planter – alene eller i grupper (juni–oktober)
• Fælles frøspredning i oktober (dato kommer senere)
• Du/botanikgruppe modtager materiale, der understøtter arbejdet
Tidsforbrug og forløb
• Hvornår: Når arterne er modne. Du får en artsliste med angivelse af afblomstringstid. Særligt august og september er højsæson.
• Hvor ofte: Det bestemmer du selv. Du bidrager med det, du har tid til.
• Hvordan: Du kan samle frø alene eller aftale ture med andre i gruppen.
Hvor kan du samle frø?
• Strandmarken ved Moesgård Strand (kommunalt donorareal)
• Andre egnede naturarealer som overdrev, stensætninger og gravhøje
(her kræver det tilladelse fra lodsejer – du får materiale til at søge om det)
Hvem kan deltage?
Vi søger frivillige med kendskab til lokal flora, som kan identificere vilde planter i felten.
Sådan bliver du en del af gruppen
Skriv til advh@aarhus.dk, hvis du gerne vil være med i en botanikgruppe i 2026.
Du bliver herefter kontaktet med mere information om opstart og forløb.
Hjælp smådyrene med at finde et hjem
Børn og barnlige sjæle inviteres til at tage ud i det nye naturområde syd for Vilhelmsborg og være med til at bygge hjem til små dyr som mus, humlebier, tusindben og pindsvin.
Sammen bygger vi – over tid – verdens måske største kvas-habitat! Der vil være skilte på stedet, som guider dig og din familie til, hvordan I kan være med.
Hvornår: Fra den 1. november 2025 og hele vinteren og foråret 2026
Hvor: Ved den nye parkeringsplads sydvest for Vilhelmsborg
Vær med til at fortælle naturens historie i billeder.
Gå en tur i de nye naturområder og fang naturen med dit kamera. Måske ser du noget smukt, sjovt eller overraskende?
Giv dine bedste billeder en titel og send dem til 300ha@aarhus.dk
Vi samler bidragene til en fælles fotofortælling om, hvordan naturen rykker ind og forvandler landskabet.
Hvis du ikke allerede bruger appen Arter, så download den, opret en bruger og hjælp os med at registrere de planter og dyr, du møder, når du færdes i naturområderne i projekt 300 hektar ny natur.
Når du registrerer dine fund i Arter, bidrager du til borgerforskning (citizen science), som øger kvaliteten af data og gør det muligt – og spændende – at følge naturudviklingen i projektet over tid.
Samtidig med, at du registrerer arter i appen, kan du på Arter.dk følge udviklingen via overskuelige grafer og visualiseringer, der formidler artstallene på en pædagogisk måde (funktionen findes kun på hjemmesiden – ikke i appen).
Vi har oprettet projektområder for hvert af de fem nye naturområder.
Find projektområderne her.
Klik på "Fællesskaber" i venstremenuen, og søg derefter på "300 ha" i feltet "Søg efter aktiviteter eller foreninger".