Gå til hovedindhold

Fifth Façade

Fifth Façade er et EU-finansieret projekt, hvor Aarhus Kommune tester en ny type letvægtssolceller. Målet er at undersøge, hvordan man kan producere grøn energi på tage, der ikke kan bære almindelige solceller.

Indhold

    Der er et stort potentiale i at udnytte tagflader til produktionen af solenergi, men ikke alle tage er egnet til traditionelle solcelleanlæg. Det kan blandt andet skyldes bygningens bæreevne og tagets konstruktion. Det kan også være for dyrt at installere solcellerne. 

    Fifth Façade undersøger derfor om de nye letvægtssolceller kan bruges på flere typer tage. Projektet har til formål at afprøve forskellige teknologier på kommunens bygninger og undersøge solcellernes energiproduktion og anvendelsesmuligheder, samt de økonomiske fordele og ulemper.

    Projektet skal også undersøge, hvilke tekniske, økonomiske og lovmæssige forhold, der har betydning for at bruge løsningerne i større skala. Erfaringer skal desuden gøre det lettere for kommuner, virksomheder og andre ejere af større bygninger at vurdere, om tage, der tidligere ikke var egnede til solceller, skal bruges til at producere grøn energi. 

    Aarhus Kommunes rolle i projektet

    • Fifth Façade modtager 500.000 euro i støtte fra EU gennem Aarhus' deltagelse i EU's mission om 100 klimaneutrale og smarte byer

    • Aarhus fungerer som testby, hvor løsningerne afprøves i praksis

    • Vi undersøger, om letvægtssolcellerne kan bruges på tage, hvor det ikke er muligt at installere traditionelle solcelleanlæg

    • Vi sammenligner resultaterne med organiske solceller fra den danske deeptech-virksomhed Layerstech. Målet er at finde ud af, hvornår det bedst kan betale sig at anvende traditionelle solceller, letvægtssolceller og organiske solceller

    • Vi indsamler brugbare og værdifulde erfaringer som deles med andre europæiske byer

    Forventede resultater og mål

    • Installation af minimum 1300 kvadratmeter letvægtssolceller på bygninger i Aarhus

    • Dokumentation af løsningernes energiproduktion, og hvordan disse fungerer i praksis

    • Viden om økonomiske, tekniske og lovgivningsmæssige barrierer for anvendelsen af letvægtssolceller

    • Bedre grundlag for vurderingen af, hvilke typer af bygninger og tage, som egner sig til letvægtssolceller

    • Erfaringer og metoder, som kan understøtte en større udbredelse af teknologien i Aarhus og andre europæiske byer

    Du kan læse mere om projektet her

    Sidst opdateret: 27. oktober 2026