Gå til hovedindhold

Tidsplan - sådan bliver luft-til-vand-varmepumpe en del af den aarhusianske fjernvarmeforsyning

Det er ambitionen, at luft-til-vand-varmepumpeanlæggene skal være en del af den aarhusianske fjernvarmeforsyning senest i 2030. Inden da skal der både laves undersøgelser, træffes politiske beslutninger og findes finansiering.

Indhold

    • 2025: Kredsløb fremlægger planen for fremtidens fjernvarne

      Forsyningsselskabet Kredsløb fremlægger sit bud på, hvordan den aarhusianske fjernvarmeforsyning kan blive uden afbrænding af træpiller senest i 2030. De kalder planen 'Fremtidens fjernvarme'.

      Læs mere om fremtidens fjernvarme på Kredsløbs hjemmeside

    • 2026: Indledende høring for miljøkonsekvensvurderingen - her kan du bidrage

      I juni gennemfører Teknik og Miljø en indledende høring for miljøkonsekvensvurderingen for luft-til-vand-varmepumpeanlægget i Studstrup. I høringen kan interesserede komme med input til, hvad der bør blive undersøgt i miljøkonsekvensvurderingen 

      Læs mere om den indledende høring og kom med forslag til, hvad vi bør undersøge i miljøkonsekvensvurderingen

    • 2026: Aarhus Byråd igangsætter miljøkonsekvensvurderingen

      Aarhus Byråd skal tage stilling om Teknik og Miljø skal igangsætte miljøkonsekvensvurderingen. Det tager cirka et år at lave en miljøkonsekvensvurdering.

      Miljøkonsekvensvurderingen svarer blandt andet på: 

      • hvordan anlæggene visuelt påvirker det omgivende landskab
      • hvor meget anlæggene støjer, når de er i drift
      • hvordan etableringen af anlæggene påvirker trafikken
      • om beskyttede dyrearter bliver påvirket af anlæggets etablering eller drift
    • 2027: Miljøkonsekvensvurderingen bliver sendt i offentlig høring - her kan du bidrage

      Når miljøkonsekvensvurderingen er udarbejdet, bliver den sendt i otte ugers offentlig høring. I høringen kan du og alle andre mene noget om projektet.

      Alle høringssvar bliver læst, vurderet og vedlagt materialet til den politiske behandling af projektet.

    • 2027: Aarhus Byråd tager endelig stilling til luft-til-vand-varmepumpeanlæggene

      Teknik og Miljø fremlægger miljøkonsekvensvurderingen for politikerne i Aarhus Byråd. Med udgangspunkt i rapporten, høringssvar og det øvrige materiale, Teknik og Miljø og forsyningsselskabet Kredsløb fremlægger, skal byrådet tage endelig stilling til, om luft-til-vand-varmepumpeanlæggene skal etableres og deraf blive en del af den aarhusianske fjernvarmeforsyning.

    • 2028-2029: Luft-til-vand-varmepumpeanlæggene bliver bygget

      Kredsløb er bygherre på luft-til-vand-varmepumpeanlæggene. Det betyder, at det er Kredsløb, der beslutter, hvilken entreprenør der faktisk bygger anlæggene.

      Teknik og Miljø holder løbende øje med byggeriet og sikrer, at der faktisk bliver bygget det, der er givet tilladelse til.

    • 2030: Luft-til-vand-varmepumperne bliver sat i drift

      Når luft-til-vand-anlæggene er bygget færdige, bliver byggeriet gået efter, og anlæggene bliver testet. Er alt, som det skal være, giver Teknik og Miljø en ibrugtagningstilladelse, og så kan Kredsløb sætte gang i anlæggene og dermed integrere luft-til-vand-varmepumper i den aarhusianske fjernvarmeforsyning.

    Sidst opdateret: 15. juni 2026