Tildeling af vej- og stiret til den private fællesvej Bøgegade
Det offentliggøres hermed at Aarhus Byråd den 26. marts 2025 vedtog at tildele matr.nr. 99a, 99k, 99l, 99q og 152, alle Aarhus Markjorder, vej- og stiret til den eksisterende private fællesvej, Bøgegade, beliggende på matr.nr. 99k, 99l, 99ad, 99az, 99aæ, 99bæ og 99cr, alle Aarhus Markjorder, jf. privatlovens § 26 stk. 2, nr. 1.
Afgørelsen blev truffet i forbindelse med byrådets behandling af indstilling: ”Lokalplan 1207, Bøgegade - Endelig”.
I forbindelse med lokalplanlægningen har det ikke været muligt for grundejeren at indgå en frivillig aftale om vej- og stiret til den private fællesvej Bøgegade for den nye bebyggelse.
I forbindelse med planerne for udvikling af området har Teknik og Miljø vurderet på hvordan trafikbetjeningen af området sker mest hensigtsmæssigt. Ud fra en samlet vurdering af forholdene i forbindelse med lokalplanområdet og de eksisterende forhold er det Teknik og Miljøs vurdering at det med afsæt i en trafikfaglig betragtning at området vejbetjenes fra en tilslutning til Bøgegade.
Link til sagen og alle dokumenter er indsat nederst.
Inden da var projektet offentliggjort på kommunens hjemmeside og der var sendt høringsbrev til berørte ejendomme. Høringssvar indsendt i forbindelse med høringsperioden (6 uger - 27. marts til 9. maj 2024) er behandlet i ovennævnte indstilling.
Tildelingen af vej- og stiret til Bøgegade skete på følgende betingelser:
- At bygherre forestår og afholder alle udgifter forbundet med udarbejdelse af myndighedsprojekt for udførelse af den fysiske nyindretning af Bøgegade, baseret på en detailprojektering med afsæt i principskitsen, der viser et skitsemæssigt oplæg til indretning af Bøgegade. Myndighedsprojektet skal følge kommunens vejledning i forhold til tegningsmateriale og udførelse. (se vedhæftede bilag)
- At bygherre afholder alle udgifter til efterfølgende tinglysninger og eventuelle skelberigtigelser.
- At den fremtidige indretning af Bøgegade tager afsæt i, at indretningen på sydøst-siden af Bøgegade (strækningen foran rækkehusene) fastholdes frem til svinget ved Bøgegade 14. I myndighedsprojektet skal det klarlægges, om der skal være kantstensopspring til fortovet på strækningen, så det ikke er muligt for biler at trække ind på fortovet.
- At beplantning i svinget ved de offentlige parkeringspladser beskæres/fjernes for at sikre en bedre oversigt i svinget.
- At hegnet ved Bøgegade 14 flyttes for at give plads til videreførelse af fortovet rundt i svinget, som vist på principskitsen, og at der etableres en pullert/stele i svinget for at undgå, at biler trækker ind på fortovet.
- At bygherre forestår processen for inddragelse af synspunkter fra øvrige vejejere samt alle vejberettigede i forbindelse med udarbejdelse af myndighedsprojektet. Der stilles i den forbindelse krav om, at bygherre inviterer vejejere og vejberettigede til et fælles møde om udformningen af det endelige vejprojekt. Forud for mødet fremsendes principskitsen til vejejere og vejberettigede.På mødet vil deltagerne få mulighed for at forholde sig til de konkrete løsningsforslag, herunder, belægninger, belysning mv. De vilkår, som byrådet stiller som krav for tildeling af vejret, kan dog ikke fraviges.
På baggrund af mødet udarbejdes et projektforslag, der redegør for materialevalg mv. Projektforslaget sendes til mødedeltagerne til kommentering, inden det endelige detaljerede vejprojekt udarbejdes og sendes til Aarhus Kommune til myndighedsbehandling og endelig godkendelse.
- At bygherre inviterer vejejere og naboer til et fælles møde med henblik på en dialog om, hvordan der sikres bedst mulige forhold under byggeprocessen, herunder hvordan der bedst muligt sikres tilgængelighed og sikkerhed i byggeperioden.