Lokalplan nr. 1206
Bevarende lokalplan for Rosenvænget, Viby er offentliggjort den 13. november 2024
Aarhus Byråd har vedtaget en lokalplan for det viste lokalplanområde. Samtidig er tillæg nr. 155 til Kommuneplan 2017 vedtaget. Udarbejdelsen af lokalplanen sker med baggrund i ønsket om at sikre bevaringsværdige villaer i Rosenvænget og at fastholde kvarterets særegne karakter. Fremtidig bebyggelse, udstykning eller ændret anvendelse skal være i overensstemmelse med planen.
Lokalplanen og kommuneplantillægget kan ses på Lokalplanportalen.
Planerne og klagevejledning kan også ses digitalt på Hovedbiblioteket - Dokk1 fra den 13. november 2024.
Byrådsbeslutning
Byrådet har den 6. november 2024 vedtaget planforslagene.
I referatet fra byrådsmødet kan du se indstillingen og alle bilag.
Retsvirkningerne af lokalplanen
Lokalplanen gælder fra den dag, det er offentliggjort, at planen er vedtaget endeligt. Dette indebærer, at hvis en ejendom ønskes bebygget, udstykket eller anvendt på en anden måde end hidtil, skal det ske i overensstemmelse med planen. Lokalplanen medfører derimod ikke pligt til at opføre de bygninger, anlæg m.v., der er indeholdt i planen, og en eksisterende lovlig anvendelse kan fortsætte uændret.
Bestemmelserne i private byggeservitutter og andre såkaldte tilstandsservitutter bortfalder i det omfang, de ikke er forenelige med lokalplanen. Kommunen kan dispensere fra lokalplanen, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Når en dispensation berører omboendes interesser, skal disse underrettes om den pågældende dispensation og have 14 dages frist til at fremkomme med bemærkninger herom, før dispensationen eventuelt gives. Videregående afvigelser fra lokalplanen kan kun foretages ved en ny lokalplan.
Klagevejledning
Lokalplanen og kommuneplantillægget er vedtaget i henhold til lov om planlægning. Efter denne lov kan retlige spørgsmål i forbindelse med lokalplanen og kommuneplantillægget påklages af alle, der har retlig interesse i planerne. Det vil sige, at du for eksempel kan klage over planerne, hvis du mener, at kommunen har fejlfortolket loven eller ikke har overholdt de gældende procedure- og kompetenceregler. Du kan derimod ikke klage over lokalplanens- eller kommuneplantillæggets indhold. Er der i forbindelse med lokalplanen og kommuneplantillægget udarbejdet en miljøvurdering, vil der kunne klages over retlige spørgsmål i forbindelse med miljørapporten og den sammenfattende redegørelse.
Klagemyndighed
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet. Du klager via Klageportalen, som du finder link til via siden naevneneshus.dk. Klageportalen ligger også på borger.dk og virk.dk. Du logger på med Mit-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til Aarhus Kommune. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for kommunen i Klageportalen.
Indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation om klagesagen skal ske via Klageportalen. Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der ikke er indgivet gennem Klageportalen. Der gælder dog en række undtagelser, herunder hvis særlige forhold, f.eks. kognitiv funktionsnedsættelse, gør, at du ikke er i stand til at anvende digital selvbetjening. På Klageportalen kan du læse om, hvad særlige forhold bl.a. kan være. En fritagelse fra Digital Post medfører ikke i sig selv, at du kan fritages for at bruge Klageportalen.
Hvis du er omfattet af et af de særlige forhold og trods vejledning, ikke har mulighed for at bruge Klageportalen, kan du eller din eventuelle repræsentant sende en anmodning om fritagelse for brug af Klageportalen til Planklagenævnet via mail på plan@naevneneshus.dk. Anmodningen om fritagelse for brug af Klageportalen skal begrundes. Hvis du er fritaget for at bruge Digital Post, bedes dette oplyst i anmodningen. Du skal være opmærksom på, hvis du sender følsomme oplysninger, skal det ske via en sikker kanal såsom Digital Post, sikker mail eller lign. Får du afslag på fritagelse, får du eller din eventuelle repræsentant en passende frist til at indsende klagen via Klageportalen.
Når du eller din eventuelle repræsentant ansøger om fritagelse for brug af Klageportalen, er det vigtigt, at du/I giver Aarhus Kommune besked om det. Så ved Aarhus Kommune nemlig, at der er en klage på vej. Aarhus Kommune kan orienteres via mail, telefon eller ved at sende et brev. Kontaktoplysninger: Aarhus Kommune, Teknik og Miljø, Plan, Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand, mail: plan@mtm.aarhus.dk, telefon: 8940 4400.
Klagefrist
Klagefristen er 4 uger fra den dato, afgørelsen er offentligt bekendtgjort på Aarhus Kommunes hjemmeside.
Klagegebyr
Det er en betingelse for nævnets behandling af klagen, at der indbetales et klagegebyr, som opkræves af Planklagenævnet.
Domstolsprøvelse
Hvis et spørgsmål ønskes prøvet ved domstolene, skal sag anlægges inden 6 måneder efter den dato, afgørelsen er offentligt bekendtgjort på Aarhus Kommunes hjemmeside.