Højskole for rehabilitering

På højskolen vil du, med baggrund i dine målsætninger og ressourcer, få viden, støtte og vejledning af et sundhedsfagligt team, så du igen bliver i stand til at leve et selvstændigt og meningsfuldt hverdagsliv – helt eller delvist uden behov for kommunal pleje og praktisk hjælp.

Du tager, med udgangspunkt i dine målsætninger og ressourcer, aktiv del i de daglige rutiner og gøremål på Rehabiliteringshøjskolen. Det drejer sig eksempelvis om oprydning, madlavning, rengøring, sociale arrangementer, fysisk aktivitet, træning og bevægelse.

Størstedelen af hverdagsaktiviteterne foregår på vores fællesarealer, men kan også foregå i den lejlighed, du får stillet til rådighed under opholdet. Vi har to typer af lejligheder. Fælles for alle lejligheder er, at du har eget toilet, soveværelse og opholdsareal. Lejlighederne er let møbleret, så du blot behøver at medbringe praktisk tøj og sko, toiletartikler, medicin samt andre personlige ejendele, du normalt bruger i en periode væk fra dit eget hjem.

Vi vægter fællesskabet højt, og du skal derfor have lyst til at tage aktiv del i fællesskabet og de sociale aktiviteter. Vi starter dagen med sang og gymnastik. Måltiderne er en central aktivitet og indtages i fællesskab.

Har du lyst til at vide mere, er du velkommen til at kontakte os på telefonnummer 51 57 66 20. Du kan også kontakte din borgerkonsulent, der har mulighed for at sende os en henvisning, og hvis du ikke har en borgerkonsulent, kan du kontakte Sundhed og Omsorgslinjen på telefon 87 13 16 00.