Depression - forløb for unge voksne
Er du mellem 18 og 30 år? Viser du tegn på let til moderat depression, og vil du gerne snakke med andre i samme situation? Så kan vi måske hjælpe dig videre.
Vi tilbyder dig en gratis afklarende samtale, hvor vi i fællesskab finder ud af, om et forløb hos Folkesundhed Aarhus kan hjælpe dig videre.
Forløbet hos os kalder vi ”Lad os tale om depression”. Det er et gruppeforløb sammen med andre unge voksne, der har eller viser tegn på en let til moderat depression.
Vores tilbud er gratis, varer 7 uger med en ugentlig mødegang og varetages af en psykolog. Forløbet er ikke terapi, men et tilbud, hvor aktiv dialog og fokus på enkelte redskaber danner rammen.
Hvem kan deltage?
Vores tilbud kan være det rette for dig, hvis du:
- er motiveret for at arbejde med din mentale sundhed og afprøve nye redskaber og forholdemåder.
- ikke er selvmordstruet.
- ikke har et aktivt misbrug.
- ikke er under udredning eller behandling i psykiatrien.
- ikke har en anden behandlingskrævende primær problematik fx PTSD, personlighedsforstyrrelse mv.
- taler, læser og forstår dansk.
Du behøver ikke have en depressionsdiagnose for at kunne deltage. Hvis du oplever tegn på depression (læs mere nedenfor) er du velkommen til at kontakte os. Vi kan hjælpe med at afklare, om forløbet er det rette for dig.
Udfyld formularen neden for, og vi vil kontakte dig hurtigst muligt enten telefonisk eller via digital post. Du kan også ringe til os på 87 13 40 35.
Hvordan opleves det, når du har en depression?
Når man har en depression eller oplever depressionslignende symptomer, kan det være svært at komme videre ved egen hjælp.
Mange oplever, at de trækker sig fra andre eller fællesskaber. De mister interessen og lysten til at gøre de ting, de plejede at gøre, og føler sig i det hele taget triste, kede af det og kan have svært ved at finde eller mærke glæde.
Flere oplever indre uro, nedsat selvværd og selvtillid, og at man er kritisk over for sig selv. Man føler sig ofte træt, mangler energi og overskud til at sætte handling i gang, og det kan desuden være svært at finde ud af, hvor man skal tage fat.
Hvis du oplever ovenstående eller lignende, kan det hjælpe at snakke med nogen om det. Kontakt os gerne via formularen neden for, og vi vil kontakte dig hurtigst muligt enten telefonisk eller via digital post. Du kan også ringe til os på 87 13 40 35.
Folkesundhed Aarhus
Vores telefontid:
Mandag - onsdag kl. 9.00 - 12.00.
Torsdag kl. 9.30 - 12.30.
Fredag kl. 9.00 - 12.00.
Du kan altid lægge en besked på vores telefonsvarer, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
Telefon: 87 13 40 35
E-mail: folkesundhed@mso.aarhus.dk
Hvis du har en svær depression, kontakt da egen læge for at forhøre dig om muligheder for behandling.
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Ring fx til Livsliniens telefonrådgivning, tlf. 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.
Hvis du er selvmordstruet, er det vigtigt, at du kontakter egen læge eller lægevagten, hvis din henvendelse sker uden for lægens åbningstid. Hvis du er akut selvmordstruet skal du ringe 1-1-2.