Gå til hovedindhold

Heroinklinikken – for dig, der har brug for lægeordineret heroinbehandling

Hos Rusmiddelcenter Aarhus tilbyder vi behandling med lægeordineret heroin, hvis du er 18 år eller derover, er heroinbruger og ikke har haft gavn af konventionel substitutionsbehandling med buprenorphin eller metadon.

Indhold

    Vi hjælper dig til at få bedre styr på dit forbrug, så du kan opnå en bedre livskvalitet. Vi tilbyder også hjælp og støtte til dit fysiske og psykiske helbred, som supplering til behandlingen, med fokus på at forbedre din livskvalitet.

    Det er gratis at komme i behandling i Heroinklinikken, og hvis du tænker det er noget for dig, eller ønsker at vide mere, så skal du kontakte Rådgivningen på 89 40 11 95. Herefter skal du have en henvisning fra en læge i Rusmiddelcenteret.

    Hvordan foregår en behandling i Heroinklinikken?

    I Heroinklinikken kan du, i trygge rammer, få behandling med injicerbar heroin eller metadon. Vi tilbyder også behandling med heroin i tabletform, hvis du ryger eller sniffer heroin.

    Du skal møde op to gange dagligt til injektion. Derudover får du metadon til at dække resten af døgnet. Efter en længere stabil periode, har du mulighed for blot at komme én gang dagligt. Vi holder åbent alle årets dage. Du kan se åbningstiderne under kontakt.

    Det tilbydes du også i Heroinklinikken?
    • Let forplejning morgen og eftermiddag
    • Adgang til vores sundhedsklinik med mulighed for sårpleje, vaccinationer m.v.
    • Sundhedssamtaler og lægekonsultation
    • Socialfaglige samtaler
    • Støtte til besøg i sundhedsvæsenet og kommunale myndighedscentre
    • Adgang til bad

    Sådan får du adgang til tilbuddet

    Du skal kontakte Rådgivningen på 89 40 11 95, hvis du ønsker at komme i behandling i Heroinklinikken.
    Du vil herefter komme til en samtale med vores sundhedsfaglige personale, hvor I vil tale lidt om dit daglige forbrug, og sammen finde ud af, om Heroinklinikken er noget for dig, eller om du vil have bedre gavn af et af vores andre behandlingstilbud.

    • Du skal have været i substitutionsbehandling gennem længere tid, uden at det har hjulpet.
    • Du må ikke være gravid.
    • Du må ikke have fysisk/eller psykisk sygdom, der hindrer samarbejde om behandling.
    • Du må ikke have et hindrende brug af alkohol og benzodiazepiner.
    • Du vil kun blive tilbudt behandling i Heroinklinikken, hvis du opfylder Sundhedsstyrelsens kriterier for heroinbehandling.

    Det er den behandlingsansvarlige læge i Rusmiddelcenteret, som kan henvise dig til Heroinklinikken. Indskrivning i behandling beror altid på en individuel vurdering ud fra Sundhedsstyrelsens visitationskriterier.

    Lovgrundlag

    Tilbuddet drives efter sundhedslovens § 142.

    Formålet med behandlingen er at fremme din livskvalitet, dit fysiske og psykiske helbred samt nedsætte indtaget af illegale stoffer og begrænse kriminel adfærd.

    Forsøg i Schweiz, Holland og Tyskland har dokumenteret, at behandling med lægeordineret heroin, kombineret med socialfaglige tilbud, sikrer en bedring af den enkeltes helbred og sænker kriminalitet og brug af illegale stoffer. Evaluering af heroinassisteret behandling i Danmark understøtter dokumentation fra udenlandske heroinklinikker og peger på, at den enkeltes sociale situation og psykiske velbefindende bedres.

    Sidst opdateret: 10. april 2024