Gå til hovedindhold

Selvindsigt – handlekraft med ADHD

På kurset lærer du dig selv bedre at kende, så du kan styrke dine egne ressourcer og din tro på, at forandring er mulig. Til slut udformer du en personlig handleplan, du kan bruge efter kurset.

Indhold

    På kurset lærer du dig selv og dine udfordringer bedre at kende, gennem øvelser der lægger op til refleksion og nysgerrig undersøgelse. Du får mulighed for at styrke dine ressourcer og få øje på nye handlemuligheder. Kurset henvender sig til dig, som har lyst til at ”se dig selv i øjnene” og dele dine erfaringer med andre i samme situation, i et trygt rum. Du skal kunne arbejde efter en fast struktur, med en vis grad af skriftlighed og afsætte lidt tid til hjemmearbejde hver uge.

    Tilbuddets indhold

    Undervisningen sætter fokus på et positivt selvbillede, det svære i dagligdagen og nye handlemuligheder. Selvomsorg vil være et omdrejningspunkt gennem hele kurset.

    Undervisningen er suppleret af alternative aktiviteter og emner, som gør os godt i fællesskab. Det kan fx være ture ude af huset til ARoS og Væksthuset eller emner som fx mindfulness eller kreativ skrivning.

    Undervisningen veksler bl.a. mellem oplæg, udveksling på holdet, gruppearbejde, mestringsværktøjer og individuelle opfølgningssamtaler med underviserne. 

    Modul 1 - Sådan er jeg som person og forebyg udbrændthed 

    ·         Personlige kvaliteter/styrker så som værdier og ressourcer.  

    • Personlige triggere/ indre alarmsignaler, der påvirker situationer i hverdagen og fortæller, at der er grund til at standse op og passe på sig selv.
    • Energiregnskab og organisering

    Modul 2 – Fra tanke til handling – hvordan forbereder jeg mig bedst muligt?

    • Personlig handleplan ift. uddannelse eller praktik/ job
    • Reflekterende spil om værdier og dilemmaer på job.  
    • Mestringsstrategier

    Praktisk information

    Der er 2 undervisere og ca. 8 deltagere på kurset.

    Efterårsforløb: 17. august 2026 til 10. december 2026.

    Tidspunkt: Mandag kl. 12.30 - 15:00

                       Torsdag kl. 09.15 - 12:00

    Adgang til tilbuddet

    Hvis du vil deltage på kurset, så ring til vores visitationstelefon og aftal tid til en visitationssamtale.

    Sidst opdateret: 6. maj 2026