Gå til hovedindhold

Helhedspleje

I helhedspleje samles din støtte til personlig pleje, praktisk hjælp og træning i et sammenhængende forløb, som planlægges og gives af et fast team, der kender dig og din hverdag.

Indhold

    Hvad er helhedspleje?

    Har du nået folkepensionsalderen, og har du brug for støtte i hverdagen, bliver du visiteret efter den nye ældrelov, som gælder fra 1. juli 2025. Vær dog opmærksom på, at overgangen til ældreloven sker gradvist. Det betyder, at det vil være nye borgere over 67 år – samt borgere over 67 der revisiteres - der visiteres til helhedspleje fra den 1. juli 2025.

    Helhedspleje er en central del af loven og betyder, at støtte i hjemmet, som du måske tidligere har kendt som hjemmepleje eller hjemmehjælp, og støtte til træning i sundhedsklinikker, folkehuse mv., bliver samlet i ét sammenhængende forløb, som vi kalder helhedspleje.

    Du bliver visiteret til ét af fem forløb med helhedspleje. Vi arbejder rehabiliterende med udgangspunkt i dine ressourcer, behov og mål. Det betyder, at vi støtter dig i at bevare eller genvinde mest muligt af din selvstændighed. På den baggrund vurderer vi, hvilken støtte og indsats du har brug for. Bliver du i stand til at klare dig selv igen, afslutter vi dit forløb.

    Hvert forløb har en overordnet ugentlig tidsramme, som hjælpen tilrettelægges ud fra. Det er en ramme for personalet og ikke noget, du selv behøver at holde øje med.

    Sammen finder vi den rette balance mellem dine ønsker og vores faglige vurdering, så hjælpen passer til dig og din hverdag, inden for rammerne af det forløb du er visiteret til.

    Du har frit valg mellem offentlige og private leverandører af helhedsplejen.

    Den leverandør, du vælger, har det samlede ansvar for at levere al hjælp inden for det forløb, som du er visiteret til.

    Se hvilke private leverandører du kan vælge

    Du bliver tilknyttet et fast, tværfagligt team, der arbejder sammen om at støtte dig i din hverdag.

    Vi tilstræber, at du møder de samme medarbejdere så ofte som muligt. Det giver tryghed og gør det lettere at samarbejde om din hjælp. Samtidig betyder det faste team, at vi hurtigt kan tilpasse os, hvis dine behov ændrer sig.

    Vi lægger stor vægt på, at du er en aktiv del af samarbejdet og har indflydelse på, hvilken støtte du får og hvordan den tilrettelægges i din hverdag.

    Vi lytter til dine ønsker og gør os umage for at finde løsninger, der giver mening for dig. Ikke alt kan imødekommes, men vi forklarer altid vores faglige vurdering. Vores mål er, at vi tilrettelægger din støtte med respekt for både dine behov og den faglige ramme, som vi arbejder inden for.

    Hvis du oplever ændringer, undrer dig over noget eller har brug for at tale om, hvordan det går, er du altid velkommen til at kontakte personalet i dit faste team.

    Helhedsplejen er fordelt på 5 forskellige målgrupper

    Helhedspleje 1 Helhedspleje 2 Helhedspleje 3 Helhedspleje 4 Helhedspleje 5

    Ældre med lette begrænsninger

    Ældre med moderate begrænsninger

    Ældre med svære begrænsninger

    Ældre med svære og omfattende begrænsninger

    Ældre der er flyttet i plejehjem

    Helhedspleje, som primært vedrører praktisk hjælp i hjemmet. Forløbet kan også omfatte træning og lettere plejeopgaver i løbet af ugen.

    Helhedspleje, som kan omfatte personlig pleje, praktisk hjælp og træning – i nogle tilfælde hen over døgnet.

    Helhedspleje, som kan omfatte daglig personlig pleje hen over døgnet, praktisk hjælp og træning.

    Helhedspleje, som kan omfatte personlig pleje flere gange dagligt hen over hele døgnet, praktisk hjælp og træning.

    Helhedspleje som er afstemt efter den ældres aktuelle behov.

    0 – 1,5 timer pr. uge.

    1,5 – 9,5 timer pr. uge.

    9,5 – 21 timer pr. uge.

    Over 21 timer pr. uge.

    Tid svarende til behov.

    Sidst opdateret: 26. juni 2025