Gå til hovedindhold

Den Uendelige Bro

Oplev byen, skoven og bugten ved at gå de 360 grader og 188 m på Den Uendelige Bro nedenfor Varna Palæet.

  • Læs op

Indhold

    Den cirkelformede bro af træ løber fra strandkanten ved Varna og ud i Aarhus Bugten og er tilgængelig fra april/maj til oktober. Broen bliver ca. stillet op i uge 16 og taget ned igen i uge 44.

    I 2024 bliver Den Uendelige Bro sat op i uge 17.

    Et kunstværk

    Den Uendelige Bro er et kunstværk af de aarhusianske arkitekter Johan Gjøde og Niels Povlsgaard. Kunstværket var oprindeligt en del af den midlertidige ARoS-udstillingen Sculpture by the Sea i 2015.

    Den Uendelige Bro var derfor oprindeligt kun tiltænkt som en midlertidig installation ved Varna, men den blev så populært et udflugtsmål for både lokale og turister, at den blev gjort permanent, så du nu kan gå en uendelig tur hvert år mellem april og oktober.

    Bliv viet på broen

    Den Uendelige Bro kan danne rammen om en helt særlig dag for brudepar. Aarhus Kommune tilbyder vielser på Den Uendelige Bro, hvor I selv kan vælge, om vielsen skal foregå på stranden ved broen, inde i midten af broen eller på broen ude i vandet. 

    Vil I vide mere om at blive viet på Den Uendelige Bro eller andre steder uden for Rådhuset? Så kontakt Aarhus Kommunes vielseskontor på tlf. 89402222 eller læs mere om vielser i dette link.

    Fakta

    Ideen bag broen har været at reetablere kontakten mellem byen, bugten og kysten, som man oplevede det før 2. verdenskrig, hvor dampskibe sejlede mellem Riis Skov i nord og Marselisborgskoven i syd.

    Den Uendelige Bros dimensioner:

    • Diameter: 60 m
    • Bredde: 2,4 m
    • Omkreds: 188 m
    Sidst opdateret: 11. april 2024