Gå til hovedindhold

Udbetaling af godtgørelse ved deltagelse i tilbud

Retningslinier for udbetaling af godtgørelse til visse ledige, som deltager i Aarhus Kommunes tilbud, samt godtgørelse ved deltagelse i ansættelsessamtaler ved jobsøgning.

Indhold

    Hvis du er modtager af :

    • Kontanthjælp
    • Uddannelseshjælp
    • Overgangsydelse, uden at være omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven
    • Ressourceforløbsydelse
    • Ledig selvforsørgende, eller er
    • Under 18 år og modtager et uddannelses- eller beskæftigelsestilbud

    Og du er i tilbud om:

    • Virksomhedspraktik,
    • Nytteindsats eller
    • Vejledning og opkvalificering


    kan du få udbetalt en godtgørelse til hel eller delvis dækning af transport og nødvendige udgifter ved at deltage i tilbuddet.

    Transport op til 24 km

    Hvis du har op til 24 km om dagen i alt til tilbudsstedet og retur, bevilges tilskud til buskort. Du skal dog som hovedregel selv afholde udgiften til de første to buszoner. 

    Hvis du har særlige udfordringer som følge af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan jobcentret efter konkret vurdering bevilge de første to buszoner. 

    Godtgørelsen er skattepligtig, og udbetales hver måned på din Nem-Konto, så længe du deltager i tilbuddet

    Transport ud over 24 km

    Hvis du har mere end 24 km om dagen i alt til tilbudsstedet og retur, er du berettiget til befordringsgodtgørelse for de km, der ligger ud over 24 km pr. dag.

    Du er også berettiget til befordringsgodtgørelse efter denne regel, hvis du er i løntilskudsjob hos en offentlig arbejdsgiver. Hvis du er i løntilskudsjob hos en privat arbejdsgiver, gives ingen befordringsgodtgørelse, men du kan trække befordring fra på din selvangivelse. 

    Transport hvis du er tilmeldt som ledig på jobnet.dk og skal til ansættelsessamtale

    Der kan under visse omstændigheder ydes godtgørelse til transport, hvis du skal til ansættelsessamtale om et ordinært job eller løntilskudsjob. Der skal være mere end 1½ times transporttid. 

    Anden godtgørelse

    Du kan få godtgørelse til arbejdstøj mv. hvis det er et krav fra tilbudsstedet, og hvis tilbudsstedet ikke selv kan afholde udgifterne hertil.

    Hvordan søger du?

    Du søger om godtgørelse på borger.dk eller på blanketter, som du får i jobcentret eller henter på Jobnet.dk.

    Kontakt

    Hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om dine muligheder for godtgørelse, når du deltager i et af jobcentrets tilbud, eller skal til ansættelsessamtale som ledig, er du velkommen til at kontakte din 
    jobkonsulent eller uddannelseskonsulent.

    Lovgrundlag:

    Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §§ 17, 172-177.

    Sidst opdateret: 6. november 2025