Nyhedsbrev - Sommeren 2026 - KOMMUNIKATION & MARKEDSFØRING
Velkommen til nyhedsbrevet for kandidatbanken for Kommunikation & Markedsføring - for dig der søger job inden for alt fra digital markedsføring og kommunikation til PR og journalistik.
I dette nyhedsbrev kan du læse om:
- Cand. mag blev medejer af forlag som 27-årig
- To cases: Nyuddannede fik job der krævede tre-fem års erfaring
- Tankevækkende indlæg på LinkedIn fra en recruiter
- Forløb og events i samarbejde med Job Aarhus
God læselyst!
Redaktør Julie Pedersen har gjort lynkarriere i forlaget Bogoo.
Som nyuddannet cand. mag i Engelsk og Nordisk Sprog og Litteratur søgte Julie en virksomhedspraktik i det nystartede forlag Bogoo, som hun hørte om ved en tilfældighed.
Efter praktikken fulgte løntilskud og derefter et halvt års deltidsansættelse. Næste step var fuld tid, og så blev hun tilbudt at blive medejer efter et år.
Hvordan fandt du ud af, at det var den vej, du skulle gå?
”Allerede mens jeg læste havde jeg haft flere studiejobs, som hjalp mig med afklaringen. Fx arbejdede jeg med undervisning for det Rullende Universitet, og her gik det op for mig, at jeg alligevel ikke skulle være gymnasielærer, som ellers havde været min plan, da jeg valgte studie”, siger Julie Pedersen, der i dag er 28 år.
Julie havde flere studiejobs, som hjalp med afklaringen:
”Jeg var i studiepraktik på Aarhus Universitets Forlag som redaktionsassistent, hvor jeg tidligere havde haft job med at pakke bøger. Jeg fortsatte efter studiepraktikken og nåede at være der i tre år. Samtidig fik jeg også snust til Aarhus Universitets Forskningsfond i et andet studiejob”.
Virksomhedspraktikker kan noget!
Da Julie var færdiguddannet, var hun hurtig til at finde flere virksomhedspraktikker – først hos en iværksætter inden for strikkeopskrifter og efterfølgende på forlaget Bogoo, der har kontor på Aarhus Ø og har en tobenet profil: Krea- og livsstilsbøger samt fag- og skønlitteratur for børn.
”Praktikker kan virkelig noget. Du kan finde ud af, hvad det er, du brænder for, og hvis du er heldig, kan det kickstarte din karriere”, siger hun og tilføjer, at et telefonopkald til chefen var med til at få hul igennem.
Hvordan passer din uddannelsesbaggrund – cand. mag i Engelsk og Nordisk Sprog og Litteratur – til dit job?
”Jeg er på mange forretningsrejser og bogmesser i udlandet, og her har jeg stor gavn af mit engelske. Men det var ikke min uddannelse, jeg blev ansat på, men derimod min erhvervserfaring fra studiejobs og så mine krea evner, som også er vigtige i mit job som forlagsredaktør, fortæller Julie Pedersen.
En 23-årig mandlig markedsføringsøkonom og en 25-årig kvindelig bachelor fra VIA er begge på vej job, der på papiret krævede 3-5 års erhvervserfaring. Bureauerne vil gerne være anonyme, men der er masser af inspiration i de to cases.
CASE 1:
Et større bureau i Aarhus havde modtaget flere CV’er fra Job Aarhus, hvor kandidaterne havde 3-5 års erfaring. En nyuddannet kandidat deltog i kurset Digital Koordinator, og hun havde været aktiv med studiejobs og havde masser af selvtillid, da Job Aarhus mødte hende. Hendes CV blev eftersendt, og det skulle vise sig at give pote.
Som bureauet siger: Hun har den rigtige profil og masser af drive, selv om hun ikke kan kalde sig senior specialist endnu. Hende satser vi på at lære op til at blive specialist.
Aftalen blev fire ugers virksomhedspraktik efterfulgt af en fastansættelse.
CASE 2:
En 23-årig markedsføringsøkonom så et stillingsopslag, som var stilet til en specialist med fem års erfaring.
Han tænkte: ”Tja, det er jo bureauets ønskeseddel – jeg prøver at søge alligevel”.
Bureauet kigger mere på profilen og drivet, end de ser på uddannelsesniveau, og kaldte ham til samtale. Den gik godt. Aftalen blev oplæring i løntilskud, en masse kurser og tre måneder senere mulighed for job.
Bureauet: ”Vi valgte en ny medarbejder, vi selv kunne forme. Efter nogle år bliver han senior specialist”.
Løntilskuddet endte dog ikke med ansættelse, fordi det faktisk var en senior specialist, de havde brug for.
Moralen er: Hold dig ikke tilbage, selv om du ikke lever op til alle kravene i de opslåede stillinger.
Næste DIGITAL KOORDINATOR kursus starter mandag 7. september 2026
Infomødet er 2. september 2026. For yderligere info - kontakt Helle Veel på mail: vtv@aarhus.dk
JEG HAR LIGE LÆST 446 ANSØGNINGER OG CV'ER PÅ EN UGE - OG HER ER, HVAD JEG LÆRTE...
VÆRD AT VIDE: Red Barnet søgte for nylig en kommunikationsmedarbejder, og opslaget var bevidst ret bredt. Ikke de store nicher, begrænsninger eller krav til x års erhvervserfaring eller viden på helt særlige områder.
Det er Stine F. Mathiasen – Head of Content & Creative hos Red Barnet – der deler sine tanker og gode råd til jobsøgende nedenfor.
💡Drop den nogle gange 10-12 linjer lange og tætskrevne 'bio' i toppen af CV'et (eller gør den MEGET kort) og også meget gerne de 4-5 opridsede og overordnede kompetence-beskrivelser, som cirka 75 % af de gennemgåede CV'er begyndte med. Jeg scrollede - helt ærligt - i hvert fald bare ned over dem alligevel.
💡Gå i stedet direkte til den relevante erhvervserfaring og beskriv HER helt kort, hvilke kompetencer, der var i brug i de forskellige stillinger. Det er en meget mere relevant måde at få blik for dine kompetencer på i stedet for de overordnede beskrivelser, der mere beskriver selve kompetencen, end hvordan DU har erfaring med at anvende dem.
💡Fang mig fra start. Det kan lyde som en selvfølge, men en fængende overskrift og indledning, der virkelig slår tonen an, er guld værd - og jeg var helt ærligt overrasket over, hvor få, der gjorde det. Jeg tror nærmest, at 75 procent af ansøgningernes indledning blot var en omskrivning af jobopslagets indledning, og det blev svært fange min interesse, når jeg var nået til ansøgning 335 med stort set enslydende indledning.
💡Skil dig gerne ud. Denne har jeg diskuteret med flere kolleger de seneste uger. For hvis jeg havde fået 446 ansøgninger, der alle var 'anderledes', kreative, skæve eller lignende, så var det måske også blevet et fokusområde i dette opslag. Men jeg vil påstå, at du står stærkere med en ansøgning, der tydeligt viser din personlighed, der sprudler lidt, og hvor jeg som den ansættende part kan mærke, at der er brugt tid og
hjerneceller på indholdet.
Jeg husker i hvert fald stadig dem i bunken, der fx var udformet som en opskrift, en pressemeddelelse, en kernefortælling eller et pitch med en konkret og kreativ kommunikationsidé til os (hun endte i øvrigt med at være den, vi ansatte). Det er den gode, gamle 'show it, don't tell it', men det er selvfølgelig stadig allervigtigst, at dine kompetencer er tydelige.
Og så vil jeg bare lige sige... Fire minutter efter, jeg havde slået stillingen her op på denne platform, modtog jeg en mail fra en interesseret kandidat, der SÅ tydeligt var 100 procent Ai-genereret! Det fik mig til at frygte gennemlæsningen af disse ansøgninger. MEN... min frygt blev gjort til skamme. Jeg identificerede stort set ingen Ai-ansøgninger i bunken. 1000 tak for det🫶
Bliv fundet og valgt på LinkedIn
Bliv klogere på, hvordan recruitere typisk finder kandidater, og hvorfor din overskrift er vigtig.
- Hvordan du skriver dit “Om”-afsnit, så det ikke bliver CV i brødtekst
- Hvorfor Erfaring skal skrives som bevis ikke bare ansvar
- Hvordan skills kan hjælpe dig i søgninger
- Hvorfor kommentarer ofte er den hurtigste vej til relevante profilbesøg
Det er ingen guide til “smarte tricks”. Det er konkrete greb, der gør din profil lettere at forstå.
Læs mere: (31) Bliv fundet og valgt på LinkedIn i 2026 En håndbog til jobsøgere | LinkedIn
- Vandets ADC - Onlineforløb om vandsektoren - medio august 2026
- Cybersecurity Fast Track – 17. august 2026
- Bliv DHL-løbevikar! 18.-20. august 2026
- Erhverv og personligt lederskab 24. august 2026 – infomøde 18. august hos DBU Jylland
- Accelerator - næste forløb starter 30. august 2026
- Digital Koordinator: Start - 7. september 2026 - infomøde 1. september
- Talentmessen den 29. oktober 2026
Find alle vores forløb og events her.