Skal du betale byggesagsgebyr?
I Aarhus Kommune opkræver vi gebyr for byggesagsbehandling. Der bliver opkrævet gebyr for den tid, der er brugt.
Byrådet har fastsat det gebyr, vi skal opkræve for at behandle sager i Byggeri. Vi kræver gebyrer for følgende opgaver:
- Byggetilladelser
- Deltilladelser
- Nedrivning
- Dispensationssager
- Lovliggørelsessager
- Afslag
- Ansøgninger, der trækkes tilbage
- Forhåndsvurderinger og forespørgsler med udgangspunkt i konkrete sager.
Henvender du dig om en konkret ejendom eller lokalitet, skal vi oprette en sag, da det er et krav, at vi kan dokumentere det svar, vi giver dig. Derfor opkræver vi gebyr for konkrete forespørgsler, som du skal sende via Byg og Miljø. Du skal bruge ansøgningstypen Planmæssig forespørgsel.
Du kan også sende din forespørgsel til Byggeri på mail byggesag@mtm.aarhus.dk
Vi opkræver altid gebyret hos den tinglyste ejer af en ejendom. Derfor skal alle andre have en fuldmagt fra ejeren, hvis de har en forespørgsel på en konkret ejendom – fx i forbindelse med en ejendomshandel.
Du – eller din rådgiver – kan selv finde mange oplysninger i fx kommuneplanens rammer, lokalplanerne og byplanvedtægterne. Her finder du blandt andet oplysninger om bebyggelsesprocenter, og hvor højt du må bygge.
Oplysningerne finder du gratis på ois.dk.
Du kan også gratis undersøge, om der er deklarationer på din ejendom. Log ind med NemID på tinglysning.dk
Hvis du af den ene eller anden grund vælger at trække din ansøgning tilbage, fakturerer vi for den tid, vi har nået at bruge på sagen.
Vi har delt byggesagerne op i fem kategorier.
Kategorierne er:
1. Simple konstruktioner (garager, carporte, udhuse)
2. Enfamiliehuse (fritliggende enfamiliehuse, kæde- og rækkehuse, sommerhuse)
3. Industri- og lagerbebyggelse samt jordbrugets avls- og driftsbygninger af begrænset kompleksitet.
4. Andre faste konstruktioner mv. (antennemaster, skiltning, gylletanke, siloer mv.)
5. Øvrigt erhvervs- og etagebyggeri.
Priser pr. 1. januar 2025:
For kategori 1-5 opkræver vi gebyrer efter tidsforbrug. Timeprisen er 1.067 kr.
I nogle sager, typisk sager hvor vi giver en tilladelse, opkræver vi gebyret for sagsbehandlingen i to rater.
Første rate skal du betale, når du får afgørelsen. Vi fakturerer for den tid, der er brugt på sagen. Vi opkræver gebyret via indbetalingskort til ejendommens ejer.
Anden rate skal du betale, når du lovligt kan tage byggeriet i brug. Anden rate dækker det tidsforbrug, der er fra tilladelsen er udstedt til sagen er afsluttet.
I andre sager opkræver vi som udgangspunkt gebyret, når vi har afsluttet sagen.
Hvis du har spørgsmål til beregningen af byggesagsgebyret, skal du kontakte Byggeri, Teknik og Miljø på tlf. 8940 2213 (hverdage fra 9.30-11.30).
Som det følger af byggelovens § 24, gør vi opmærksom på at betalingsfristen ikke kan sættes på pause i forbindelse med klage over gebyr, da gebyrklager ikke har opsættende virkning. Vi anbefaler derfor, at du betaler gebyret rettidigt for at undgå rykkergebyr. Hvis du får medhold i din klage, krediteres byggesagsgebyret og evt. tilskrevne relaterede omkostninger.
Hvis du har spørgsmål til betalingen, kan du rette henvendelse til Opkrævningen på tlf. 8940 3330. Vi gør opmærksom på at Opkrævningen typisk oplever spidsbelastning på telefonen mellem kl. 10:00 og kl. 11:00. Husk at du kan betale via vores selvbetjeningsløsning "Mit Betalingsoverblik". Her har du mulighed for at betale med MobilePay eller betalingskort.
Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon:
89402213
E-mail: byggesag@mtm.aarhus.dk Telefonisk åbningstid: Mandag-fredag: 09:30-11:30. Har du brug for rådgivning i forbindelse med dit projekt eller hjælp til din ansøgning, kan du kontakte en professionel rådgiver. Byggeri kan vejlede dig omkring gældende lovgivning og ansøgningsproces. Det er ikke muligt at få et møde med en sagsbehandler uden forudgående aftale.