Gå til hovedindhold

2.0 Generelle vilkår

Der er nogle generelle krav til blandt andet vedligehold, markedsføring og brug af parkletten, som du skal overholde, når du har en parklet.

Indhold

    Det offentlige areal, som stilles til rådighed for den pågældende virksomhed, benævnes i det følgende som ”udeserveringsarealet”.
    Den pågældende virksomhed, som tildeles areal og tilladelse til parklet, benævnes i det følgende som ”lejer”.

    1. Som udgangspunkt gives der tilladelse til alle de caféer og restaurationer, der har ønske om én parklet umiddelbart ud for deres virksomhed. Efter en konkret vurdering kan der dog i særlige tilfælde gives afslag på ansøgningen, f.eks. på baggrund af trafiksikkerhed, fremkommelighed, krav fra andre myndigheder, mv.

    2. Tilladelsen er personlig og kan ikke overdrages til andre eller lejes ud til 3. mand.

    3. Tilladelsen omfatter parklet som illustreret (illustration vedhæftes tilladelsen)

    4. Tilladelsen er betinget af, at alle relevante myndigheders krav og bestemmelser til enhver tid er opfyldt.

    5. Tilladelse til udeservering på parklet er betinget af, at tilladelse til råden over vej til materiel er indhentet. Tilladelsen er derudover betinget af, at parkletten aktivt benyttes til udeservering. I modsat fald vil tilladelsen blive tilbagekaldt, hvorved parkletten skal fjernes fra det offentlige areal.

    6. Arealet, hvorpå parkletten er placeret, udlejes som udeserveringsareal og faktureres derefter.

    7. Retningslinjerne for generel udeservering kan læses her
    Retningslinjerne anvendes analogt og er til enhver tid gældende.

    8. Tilladelsen er gældende i perioden 1. april – 30. september, og parkletten skal fjernes fra de offentlige arealer udenfor dette tidsrum mhp. opbevaring et andet sted.

    9. I forbindelse med udeserveringen må der kun foregå salg til restaurationens gæster og ikke til forbipasserende. Der må ikke opstilles serveringsdiske og/eller tilberedes madvarer i udeserveringsarealet.

    10. Gæster i forbindelse med udeserveringen skal placere sig på de af parklettens indrettede siddepladser.

    11. Der kan blive stillet krav om ændringer, hvis den daglige drift viser sig at være til fare, gene, uhensigtsmæssig eller andet. Eventuelle udgifter forbundet hermed er Aarhus Kommune uvedkommende.

    12. Udeserveringen skal lukke senest kl. 24.00 på hverdage og kl. 02.00 nætterne efter fredage, lørdage og nætterne op til skæve helligdage. Oprydning må ikke give anledning til væsentlig støj og skal afsluttes senest 15 minutter efter ovennævnte tidspunkt.

    13. Inventar eller lign. må ikke rage udover parklettens areal.

    14. Der må ikke opstilles nogen former for skilte i forbindelse med parkletten. Dog må der gerne påsættes en vejledning i, hvordan parkletten benyttes. Der må ikke påsættes andre reklamer på parkletten ud over dette.

    15. Parkletten skal altid fremstå ren, pænt vedligeholdt og fri for graffiti.

    16. Parkletten må ikke indeholde nogen former for reklamer/logoer for leverandører eller lign.

    17. Restaurationens navn og/eller logo må gerne placeres på parkletten.

    18. Det er lejer, som har ansvaret for parkletten i tilladelsens løbetid.

    19. Den anvendte parklet – herunder bla. farve, beplantning og udseende skal godkendes af Aarhus Kommune inden ibrugtagning. Der tillades kun neutrale farver til parkletten.

    20. Det er lejers ansvar at holde udeserveringsarealet rent og fjerne eventuelt affald ved lukketid - også dét, der ikke stammer fra lejers café/restaurant. Det samme er gældende for tilstødende arealer for så vidt angår affald, der stammer fra lejers virksomhed.

    21. Lejer hæfter for evt. skader på belægningen, vejens udstyr mv. forårsaget af parklettens tilstedeværelse, og skaderne skal straks udbedres af lejer.

    22. Der må ikke opstilles nogen former for parasoller eller lign. i forbindelse med parkletten.

    23. Servering mv. skal foregå fra restaurationens (lejers) egne lokaler og skal ske til parkletten fra fortovs siden.

    24. Udeserveringen må ikke give anledning til væsentlige gener for de omkringboende.

    25. Der må ikke være musik eller anden støjende adfærd i udeserveringsarealet.

    26. Lejer er forpligtet til i forbindelse med parkletten at opstille tilstrækkelig affaldsbeholderkapacitet og askebægre samt til at sørge for løbende tømning og renholdelse i nødvendigt omfang.

    27. Opsætning og nedtagning af parkletten skal ske på tidspunkter, hvor det generer mindst muligt.

    28. Opsætning, nedtagning, transport, opbevaring og drift af parkletten sker på lejers foranledning og på dennes regning.

    29. Når parkletten fjernes ved reparation/vedligehold eller efter endt sæson, er lejer forpligtet til at aflevere udeserveringsarealet tilbage i samme stand, som det havde, inden udeserveringsarealet blev brugt til udeservering.

    30. Uanset given tilladelse kan politiet/vejmyndigheden forlange parkletten fjernet straks, hvis særlige hensyn kræver det.

    31. Vejmyndigheden påtager sig intet ansvar for skader eller ulykker, som følge af parklettens tilstedeværelse eller evt. mangelfuld afmærkning af denne.

    Sidst opdateret: 12. oktober 2023