Gå til hovedindhold

Aarhus mod social dumping

I Aarhus Kommune står leverandører og lønmodtagere sammen i kampen mod social dumping. Det betyder at alle arbejdstagere der løser en opgave for kommunen, skal have løn- og arbejdsforhold, som ikke er ringere end mindstesatserne i de mest repræsentative overenskomster.

Indhold

    Kommunens leverandører skal konkurrere på lige vilkår, og social dumping må aldrig blive et konkurrenceparameter. 

    Derfor indgår der en arbejdsklausul i alle kommunens kontrakter om levering af varer og tjenesteydelser. 

    Aftalen om arbejdsklausuler er til gavn for både medarbejdere og de mange virksomheder, der aflønner og konkurrerer på fair vilkår. 

    Indholdet i arbejdsklausulen 

    Klausulen stiller krav om, at alle medarbejdere, der løser opgaver for Aarhus Kommune, skal sikres løn og arbejdsforhold, der afspejler vilkårene i de landsdækkende overenskomster inden for det relevante fag, indgået mellem de mest repræsentative fagforbund og arbejdsgiverorganisationer i Danmark.  

    Udover arbejdsklausulen kan nogle kontrakter, f.eks. indenfor bygge- og anlægsarbejder, også være omfattet af uddannelses- og beskæftigelsesklausuler. Det vil typisk være opgaver af et vist omfang, hvor Aarhus Kommune vurderer, at uddannelse af elever/lærlinge og beskæftigelse af ledige, bør være en del af leveringsaftalen. 

    CSR Team Aarhus kontrollerer arbejdsstederne 

    Med ønsket om at forstærke indsatsen mod social dumping i Aarhus Kommune, besluttede Byrådet i 2024 at etablere et lokalt indsatsteam. Gennem dialog og uanmeldte kontrolbesøg på de arbejdssteder, hvor private leverer ydelser til kommunen, er det CSR-teamets opgave at sikre, at vores leverandører og samarbejdspartnere overholder arbejdsklausulen. 

    Hotline

    Har du mistanke om, at der på et eller flere arbejdssteder, hvor der udføres opgaver for Aarhus Kommune, foregår social dumping, kan du ringe anonymt til vores hotline på 2179 8394. Eller skriv til os på csr@ba.aarhus.dk – se mere om vores hotline under "Hotline 2179 8394"

    Uanmeldte besøg: Indsatsteamet tager på uanmeldte rekognoscerings- og screeningsbesøg, og kan besøge alle typer af arbejdssteder på alle tider af døgnet, hvor private udbydere løser opgaver for Aarhus Kommune. Her taler vi med arbejdsgivere og medarbejdere om løn- og arbejdsvilkår 

    Dokumentkontrol: Hvis indsatsteamet i forbindelse med et screeningsbesøg vurderer at der er risiko for, at aftalerne om løn og arbejdstid er overtrådt, igangsættes en dokumentkontrol. Leverandøren anmodes om at fremsende bl.a. løn- og timesedler. Herudfra beregnes det, om en eller flere medarbejdere har ret til en efterbetaling.  

    Rådgivning: Indsatsteamet yder sparring og rådgivning til kommunens leverandører, f.eks. hvis de ønsker overblik over kravene i deres kontrakt – og hvordan de overholdes. Derudover har CSR-teamet til opgave at vejlede magistrater og forvaltninger i brugen af klausulkrav i deres leverandørkontrakter. 

    Dialog: CSR-teamet vil i første omgang gå i dialog med arbejdsgiveren og give mulighed for at bringe orden i forholdene.  

    Efterbetaling og bod:  Ved enhver konstatering af underbetaling kræver Aarhus Kommune at de berørte medarbejdere efterbetales. Ligeledes kan det fremgå af arbejdsklausulen, at leverandøren i dømmes dagbøder, hvis arbejdsklausulen er overtrådt.  

    Ophævelse af kontrakt: Aarhus Kommune kan i yderste konsekvens ophæve leverandøraftalen – eller kræve, at en leverandør opsiger kontrakten med en given underleverandør, der ikke lever op til de indgåede aftaler.

    Tip os

    Ring anonymt til vores hotline: 21 79 83 94 eller skrive til os sikkert på csr@ba.aarhus.dk, hvis du har mistanke om social dumping på arbejdssteder, hvor der udføres opgaver for Aarhus Kommune.

    Har du mistanke om social dumping eller urimelige arbejdsvilkår, når du eller andre har arbejdet på en aftale eller opgave for Aarhus Kommune? 

    Hotlinen er altid åben for henvendelser og du kan ringe eller skrive anonymt. Vores CSR-indsatsteam vil rykke ud med kort varsel. 

     

    CSR Team Aarhus – indsats mod social dumping 

    Rådhuspladsen 2 

    8000 Aarhus C 

    Tlf. 2179 8394 – E-mail: csr@ba.aarhus.dk   

     

    Jo mere specifik du er i din henvendelse, des lettere er det for CSR-teamet at følge op på din henvendelse. Nævn som minimum adressen på arbejdsstedet, og hvad der begrunder din mistanke.  

    Alle tip er velkomne. 

     

    FAQ 

    Hvornår kan jeg ringe? 

    Du kan ringe og skrive til hotlinen 24-7 – den er åben døgnet rundt. Hvis dit opkald ikke bliver besvaret, kan du indtale en besked. Vi aflytter beskeder hver dag. 

    Hvad skal jeg oplyse? 

    Når du ringer eller skriver til hotlinen, har vi som minimum brug for adressen på det arbejdssted, hvor der er mistanke om social dumping. Derudover vil det være en hjælp for os, hvis vi kan få oplyst hvilken virksomhed din henvendelse drejer sig om. Medmindre du ønsker at være anonym, opfordrer vi til, at du oplyser dit navn og telefonnummer, så vi har mulighed for at kontakte dig. 

    Kan jeg være anonym?

    Ja, du kan være anonym. Når du kontakter hotlinen, er det blot vigtigt at give så præcise oplysninger som muligt, blandt andet om arbejdssted og arbejdsgiver. 

    Hvad sker der med min henvendelse? 

    Hotlinen besvares enten af en medarbejder i Aarhus Kommunes CSR Team eller en telefonsvarer, hvor du kan lægge en besked til os. Vi aflytter beskeder hver dag. 

    Hvis indsatsteamet vurderer, at løn- og/eller arbejdsvilkår på det pågældende arbejdssted ikke er i overensstemmelse med de aftaler vi har lavet med virksomheden, vil vi gå i dialog og kræve, at forholdene bringes i orden. 

    Hvad betyder de sociale klausuler for dig som arbejder på en opgave for Aarhus Kommune? 

    Tak fordi du arbejder på en opgave for Aarhus Kommune. 

    Når din arbejdsgiver har indgået en leveringsaftale med os, har du som ansat i virksomheden ret til løn- og arbejdsvilkår, der ikke er ringere end mindstesatserne i den overenskomst der dækker flest arbejdstagere inden for dit fag. 

    Det betyder at du har ret til: 

     

    Løn 

    Løn på niveau med minimumssatserne i den mest repræsentative overenskomst. Når Aarhus Kommune skal afgøre, hvad der er fair løn- og arbejdsvilkår, tager vi udgangspunkt i de landsdækkende overenskomster indgået mellem de mest repræsentative fagforbund og arbejdsgiverorganisationer i Danmark. 

    Ansættelsesbevis. Hvis du arbejder 8 timer eller mere om ugen, skal du have et ansættelsesbevis og være orienteret om dine løn- og arbejdsvilkår. 

    Lønseddel. Som medarbejder skal du modtage en lønseddel, hver gang du får udbetalt din løn. Her skal du kunne se informationer om løn, arbejdstid, ferie samt eventuelle opsparinger til f.eks. pension og feriefridage. 

    Pensionsbidrag. Afhænger af dit overenskomstområde. Senest 6 måneder efter din første ansættelse, har du ret til et pensionsbidrag fra din arbejdsgiver. Pensionsbidraget skal som minimum være på niveau med reference-overenskomsten, men arbejdsgiverbidraget afhænger af dit jobområde.  

    ATP. Din arbejdsgiver skal i forbindelse med din lønudbetaling sikre at der indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP). Dette skal som almindelige pensionsbidrag og ferieopsparing, fremgå af din lønseddel. 

     

    Ferie  

    Feriedage. Som medarbejder på en opgave for Aarhus Kommune, optjener du 2,08 feriedage hver måned. Du optjener ferie fra første arbejdsdag. Ifølge dansk ferielovgivning udgør feriegodtgørelsen 12,5 procent af din løn. Pengene udbetales i stedet for løn, når du holder ferie. 

    Fridage udover ferie. Omfatter søgnehelligdage, som giver ret til at holde fri med løn, f.eks. i forbindelse med påske og pinse. Derudover opsparer de fleste lønmodtagere også feriefridage og nogle har en fritvalgskonto, som er penge, man selv kan bestemme over. De kan f.eks. bruges til omsorgsdage, seniordage og pension, eller du kan vælge at få dem udbetalt. 

    Antallet af feriefridage, hvorvidt du har en fritvalgskonto og hvor meget du får udbetalt på søgnehelligdage, afhænger af dit fag og dit overenskomstområde. Hvor mange penge du har optjent til dette formål, skal fremgå af din lønseddel.  

     

    Arbejdstid og hviletid 

    Normal arbejdstid. Den normale arbejdstid er 37 timer om ugen for timelønnede medarbejdere. 

    Overarbejde. Hvis du arbejder mere end 37 timer om ugen, kan du have ret til betaling for overarbejde udover din normale timeløn. Hvis du arbejder på skæve tider (fx aften- eller nattearbejde), kan du have ret til en arbejdstidsplan og tillæg.  

    Skriv ned. Det er en god ide hver dag at skrive ned, hvor mange timer du arbejder, fx i en kalender. Især hvis du arbejder mere end det, der fremgår af dit ansættelsesbevis eller din lønseddel. 

    11 timers hviletid. Du skal – som hovedregel – have mindst 11 timers pause i træk på et døgn. Mindst én gang om ugen skal du derudover have fri i et helt døgn i forlængelse af en sådan hvileperiode. Det vil sige, at du mindst en gang om ugen skal have fri i 35 timer i træk. Når det er muligt, skal det være på en søndag.  

     

    Hvis der sker overtrædelser

    Hvis CSR Team Aarhus i forbindelse med vores kontrolbesøg finder overtrædelser af dine rettigheder, vil vi i første omgang gå i dialog med din arbejdsgiver og give mulighed for at få bragt orden i forholdene. Konkret ved, at din arbejdsgiver efterbetaler dig for en evt. underbetaling. 

    Herudover kan arbejdsgiveren af Aarhus Kommune pålægges en bod. I sidste ende kan Aarhus Kommune ophæve leverandørkontrakten. 

     

    Hvad betyder de sociale klausuler for dig som leverandør til Aarhus Kommune? 

     

    Arbejdsklausulen 

    Arbejdsklausulen indgår i alle Aarhus Kommunes leverandørkontrakter. Konkret betyder det, at dine medarbejderes løn som minimum skal være på niveau med satserne i den mest repræsentative overenskomst inden for det pågældende arbejdsområde.  

    Når Aarhus Kommune skal afgøre, hvad der er fair løn- og arbejdsvilkår, tager vi udgangspunkt i de landsdækkende overenskomster, indgået mellem de mest repræsentative fagforbund og arbejdsgiverorganisationer i Danmark. I tvivlsspørgsmål er vi i dialog med såvel arbejdsgiver- som arbejdstagersiden. 

     

    Fair konkurrence 

    Aarhus Kommune vil sikre, at din virksomhed arbejder under fair konkurrenceforhold, når I leverer varer og ydelser til os. Underbetaling og anden form for social dumping må ikke indgå som et konkurrenceparameter, når leverandører byder ind på en opgave for Aarhus Kommune.   

    Risikobaseret kontrol 

    Når Aarhus kommunes CSR Team udtager virksomheder og arbejdstagere til kontrol af løn- og arbejdsforhold, sker det på baggrund af en konkret risikovurdering. Kontrolenheden udtager kun virksomheder til kontrol, når det vurderes, at der er en konkret risiko for, at arbejdsklausulen er overtrådt. 

     

    Uddannelses- og beskæftigelsesklausuler 

    Uddannelses- og beskæftigelsesklausuler indgår i kontrakter, hvor opgaverne har en vis varighed og et økonomisk omfang der gør, at de indeholder et uddannelsespotentiale (dvs. mulighed for at beskæftige elever/lærlinge), og/eller som giver mulighed for at beskæftige ledige. 

     
    Hvis der sker overtrædelser 
    Hvis CSR Team Aarhus i forbindelse med vores kontrolbesøg finder overtrædelser af de indgåede aftaler om løn- og arbejdsforhold, vil vi i første omgang gå i dialog med leverandøren og give mulighed for at få bragt orden i forholdene. Konkret ved, at der sker en efterbetaling til de berørte medarbejdere. 

    Herudover kan Aarhus Kommune i henhold til arbejdsklausulens bestemmelser, pålægge leverandøren en bod. I sidste ende kan Aarhus Kommune ophæve leverandørkontrakten. 

    CSR Team - Aarhus mod social dumping 

    CSR Team Aarhus blev etableret i 2024, da Byrådet besluttede at hjemtage og intensivere kontrollen med, at alle arbejdstagere der er beskæftiget med opgaver for Aarhus Kommune, arbejder på overenskomstlignende vilkår. 

    Kampen mod social dumping bunder derudover i ønsket om, at kommunens leverandører skal konkurrere på lige vilkår, og ikke skal kunne opnå unfair konkurrencefordele ved at presse deres medarbejdere på løn og arbejdsforhold. 

    Alle vores leverandøraftaler indeholder derfor en arbejdsklausul, hvor vores leverandører forpligtiger sig til at overholde det niveau for løn og arbejdstid, som fremgår af de mest repræsentative overenskomster på området. 

    CSR Teamets opgave er at kontrollere overholdelsen af disse aftaler, og sikre, at der sker efterbetaling til de medarbejdere, der eventuelt har fået for lidt i løn.        

     

    Vi har også fokus på sparring og rådgivning af kommunens leverandører 

    Vi yder rådgivning og er en naturlig sparringspartner for kommunens leverandører, f.eks. hvis de ønsker overblik og rådgivning omkring kravene til løn- og arbejdsforhold i henhold til deres leverandørkontrakt – og er i tvivl om, hvordan de overholder dem. 

    Derudover har CSR-teamet til opgave at vejlede magistrater og forvaltninger om sociale klausuler i kommunens mange leverancekontrakter. 

    Sidst opdateret: 15. april 2025