Gå til hovedindhold

Kend reglerne for hobbydyrehold og mindre erhvervsmæssige dyrehold

Har du dyr, skal du kende grænsen mellem ikke-erhvervsmæssigt dyrehold, også kaldet hobbydyrehold, og erhvervsmæssigt dyrehold. Grænsen har betydning for, hvilken lovgivning du skal forholde dig til.

  • Læs op

Indhold

    Et hobbydyrehold kan maksimalt omfatte 30 høns og 4 hunde med hvalpe under 18 uger og desuden enten:

    • 2 malkekøer eller ammekøer med tilhørende kalve (op til 6 måneder)
    • 4 stykker kvæg, der ikke er omfattet af punkt 1,
    • 4 heste med tilhørende føl (op til 12 måneder)
    • 2 søer med tilhørende smågrise (op til 40 kg)
    • 15 producerede slagtesvin
    • 10 moderfår med lam (op til 12 måneder)
    • 10 modergeder med kid (op til 12 måneder)
    • andre dyretyper end nævnt i punkt 1-6 eller 7, hvis det samlede produktionsareal* på ejendommen til disse dyretyper ikke overstiger 25 m2, eller
    • forskellige dyretyper sammensat efter punkt 1-7 eller 8, hvis den forholdsmæssige andel af hver dyretype efter punkt 1-7 eller 8, ikke tilsammen overstiger 100 procent.

    Læs en fuld beskrivelse af et produktionsareal her

    Det er alene størrelsen af dyreholdet, der afgør, om dyreholdet anses for at være et hobbydyrehold eller et erhvervsmæssigt dyrehold. Det har ikke betydning, om dyreholdet udnyttes erhvervsmæssigt.

    Se et eksempel på et hobbydyrehold med forskellige dyretyper længere nede på siden.

    I byzone og øvrige boligområder må du holde op til 30 høns og 4 voksne hunde med hvalpe, eller et dyrehold af tilsvarende størrelse. Dog må du ikke holde svin, kvæg, får, geder eller heste. Dette forbud gælder i byzone, sommerhusområde og i område i landzone, som i lokalplan er udlagt til bolig eller blandet bolig og erhverv. Kommunen kan i særlige tilfælde give dispensation til disse typer dyr, f.eks. ved ejendomme med eksisterende stalde. Hvis der er en lokalplan for dit boligområde, som fastsætter mere restriktive regler, skal disse følges.

    Hobbydyrehold skal som udgangspunkt ikke leve op til bestemte miljøregler. Du skal dog sikre, at dyreholdet ikke forurener eller generer dine naboer. Det kan derfor være en god idé at skele til miljøreglerne for erhvervsmæssige landbrug.

    Læs mere om reglerne for hønsehold.

    Læs mere om reglerne for hestehold.

    Find reglerne for ikke-erhvervsmæssigt dyrehold i kapitel 4 i Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter på retsinfo.dk.

    For eksempel vil et dyrehold, som består af 30 høns, fire hunde, to heste med føl, og kaniner på højst 12,5 m2, være et hobbydyrehold. To heste med tilhørende føl, udgør nemlig 50 pct. af dyretypen efter punkt 3 (4 heste med føl), og kaniner på et produktionsareal, der ikke overstiger 12,5 m2, udgør 50 pct. af ”andre dyretyper” efter punkt 8 (produktionsarealet må ikke overstige 25 m2). Hestene og kaninerne overstiger derfor ikke tilsammen 100 procent efter punkt 9 og betragtes dermed – evt. sammen med højst 30 høns og højst 4 hunde med hvalpe - som et hobbydyrehold.

    Er dyreholdet større end ovennævnte punkter, betragtes det som erhvervsmæssigt dyrehold. Det betyder, at du skal overholde reglerne om fx staldindretning, opbevaring af gødning m.v., der er beskrevet i husdyrgødningsbekendtgørelsen.

    Læs Bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.

    Et mindre erhvervsmæssigt dyrehold er et dyrehold, hvor produktionsarealet er mindre end 100 m2. Produktionsarealet er det areal i fast placerede husdyranlæg, hvor dyrene kan opholde sig og har mulighed for at afsætte gødning, og som dyrene ikke kun har kortvarig adgang til. Læs en fuld beskrivelse af et produktionsareal her 

    Der er dog følgende undtagelser:

    • Besætninger af heste / ammekvæg / geder / får på dybstrøelse, hvor produktionsarealet er mindre end 175 m² (300 m² ved vinteropstaldning). 
    • Besætninger med heste, hvor produktionsarealet er mindre end 200 m².

    Læs mere om reglerne for hestehold. 

    Læs mere om reglerne for læskure.

    Hvis du er omfattet af ovenstående mht. produktionsareal og sammensætning af dyrehold, og ønsker at udvide eller ændre fastplacerede stalde, gødningsopbevaringsanlæg eller ensilageopbevaringsanlæg, skal du sende en skriftlig anmeldelse til Aarhus Kommune.

    For fast placerede husdyranlæg med tilhørende dyrehold, som er etableret før den 1. august 2017, skal der desuden ske anmeldelse til kommunen den første gang, hvor dyreholdet udvides i antal af dyr eller ændres i dyresammensætning.

    Anmeldeskema finder du her.

    Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om anmeldte og eksisterende anlæg og dyrehold på ejendommen, som ikke er givet til kommunalbestyrelsen i forbindelse med tidligere anmeldelser m.v.

    Har du ikke hørt fra os inden for to uger, fra vi har modtaget din anmeldelse, er din anmeldelse accepteret.  Har vi gjort indsigelse, må du først begynde på etableringen, udvidelsen eller ændringen, når vi har givet besked om det.

    Find anmeldeskemaet her

    Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om dyrehold på ejendommen og anmeldte og eksisterende husdyranlæg, gødningsopbevaringsanlæg og ensilageopbevaringsanlæg.

    Sidst opdateret: 26. august 2024