Gå til hovedindhold

Hvis du har brug for at anmelde en skade

På denne side finder du en vejledning til, hvordan du anmelder en skade, der er forårsaget af en person i virksomhedsvendt tilbud fra jobcentret.

Det er vigtigt, at du læser hele vejledningen igennem før du sender skadesanmeldelsen. Ellers kan du få anmeldelsen retur, hvis den ikke er udfyldt korrekt.

  • Læs op

Indhold

    Anmeld skaden til virksomhedens eget forsikringsselskab

    Det første du skal gøre, er at anmelde skaden til virksomhedens eget forsikringsselskab. Hvis skaden kan dækkes af virksomhedens egne forsikringer, dækker Aarhus Kommune IKKE skaden. Der er dog mulighed for at søge om erstatning for en eventuel selvrisiko, hvis der er en sådan forbundet med anmeldelsen til virksomhedens eget forsikringsselskab.

    Kommunen kan yde erstatning, hvis virksomheden er underforsikret, eller hvis selvrisikoen er større end skadesbeløbet. 

    Hvis virksomhedens eget forsikringsselskab ikke dækker skaden, kan I søge om erstatning for skadebeløbet hos Aarhus Kommune.

    I skal dog være opmærksomme på, at kommunen ikke dækker virksomhedens eventuelle bonustab eller præmieforhøjelse hos forsikringsselskabet.

    Søg om erstatning hos Aarhus Kommune

    Når du skal søge erstatning for selvrisikoen eller skadebeløbet, skal du bruge en elektronisk anmeldelsesblanket. Det er vigtigt, at du læser alle informationerne på denne side, inden du starter ansøgningen.

    Det tager cirka 30 minutter at udfylde blanketten - afhængigt af hvor kompleks sagen er. Når du udfylder blanketten, er det vigtigt, at du beskriver skaden og hændelsesforløbet så præcist og detaljeret som muligt. Du skal også huske at vedhæfte al relevant dokumentation for skaden og det økonomiske tab, der er forbundet hermed. 

    Hvilke aktiviteter dækker kommunen?

    Du kan søge erstatning for tingskader, som er forvoldt af en person i virksomhedsvendt indsats efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

    Det betyder, at kommunen dækker skader, der er opstået under:

    • Virksomhedspraktikker
    • Nytteindsats
    • Tilbud om vejledning og opkvalificering
    • Tilbud for udlændinge efter integrationslovens §23

    Vær opmærksom på, at kommunen IKKE dækker ved:

    • Løntilskud
    • Fleksjob
    • Jobrotation
    • Seniorjob
    • Voksenlærling
    • Overgang til ordinært job

    Det betyder, at medarbejderen ikke er forsikret gennem Aarhus Kommune, hvis der indgås et egentligt ansættelsesforhold mellem personen og virksomheden.

    Skaden er sket ved hændeligt uheld

    Hvis skaden er sket som følge af et hændeligt uheld, er Aarhus Kommune ikke erstatningsansvarlig. Man taler om hændeligt uheld, når personen har opført sig som andre også ville have gjort i samme situation, og når man ikke har kunnet forudse, at handlingen ville føre til et uheld. Der er altså ikke tale om særlig uansvarlig opførsel eller bevidste handlinger.

    Skaden er opstået ved tyveri eller anden kriminel handling

    Hvis skaden eller tabet er opstået som følge af en kriminel handling som fx hærværk eller tyveri, er det gerningsmanden selv, der bliver erstatningsansvarlig og ikke Aarhus Kommune.

    Arbejdsgiver har ikke givet den fornødne instruktion

    Som arbejdsgiver har du samme instruksforpligtelser over for en virksomhedspraktikant, som du har overfor dine øvrige medarbejdere. Det er derfor dit ansvar at sikre, at praktikanten får den nødvendige instruktion i udførelsen af arbejdet, betjening af maskiner osv. Hvis ikke praktikanten har fået denne instruktion i opgaverne, er Aarhus Kommune ikke erstatningsansvarlig for eventuelle skader.

    Arbejdets udførelse er ulovlig eller undtaget fra praktikaftalen

    Hvis personen i virksomhedspraktik bliver sat til at udføre opgaver, som ikke er lovlige, dækkes eventuelle skader opstået herved ikke af Aarhus Kommune.

    Her kan som eksempel nævnes færdsel alene i køretøjer over 3.500 kg eller selvstændig personbefordring.

    Aarhus Kommune er ikke erstatningsansvarlig, hvis praktikanten udfører opgaver i modstrid med den praktikaftale, der er indgået med jobcentret. Hvis det fx fremgår af aftalen, at personen ikke må føre køretøjer i praktikken, dækker kommunen ikke, hvis personen alligevel bliver sat til at køre bil og forårsager en skade herved.

    Skaden er sket på praktikantens eget udstyr

    Aarhus Kommune dækker ikke skader, sket på praktikantens eget udstyr. Disse skader skal personens egne forsikringer dække. Derfor frarådes, at en person i virksomhedspraktik anvender sit eget udstyr eller bil i praktikken.

    Kommunen kan dog dække skader på praktikantens briller og kontaktlinser, hvis de er blevet beskadiget som følge af arbejdet i praktikken.

    Hvis skaden medfører et tab for en privatperson

    Aarhus Kommune yder kun erstatning til den arbejdsgiver, der har en person fra jobcentret i praktik. 

    Hvis praktikanten har forårsaget en skade på en privatpersons genstande, skal dette anmeldes til pågældendes eget forsikringsselskab. Hvis eget forsikringsselskab fremsætter økonomisk krav mod jer som arbejdsgiver, skal dette håndteres som en regressag mellem forsikringsselskaberne. Kommunen kan erstatte regresbeløbet, hvis ikke skaden er omfattet af virksomhedens forsikringer.

    • Genanskaffelse svarende til den beskadigede genstand
    • Udbedring af skaden til den stand, den beskadigede genstand var i før skaden
    • Er der sket skade på en vare til videresalg, dækker kommune varens indkøbspris eksklusive moms

    Inden der træffes en afgørelse, kontakter kommunen din virksomhed, borgeren i virksomhedspraktikken og eventuelle øjenvidner i sagen. Her vil I have mulighed for at komme med eventuelle yderligere bemærkninger til sagen.

    Herefter træffer kommunen afgørelse i sagen. Denne afgørelse modtager virksomheden via digital post.

    Har du spørgsmål?

    Hvis du har spørgsmål til blanketten eller forløbet, er du velkommen til at kontakte din virksomhedskonsulent fra jobcenteret.

    Til udfyldelse af blanketten skal du bruge:

    • Virksomhedens MitID til at logge ind
    • Virksomhedspraktikantens navn, cpr-nummer og telefonnummer
    • Hvis skaden er omfattet af virksomhedens forsikring:
      • Navn på forsikringsselskabet
      • Policenummer
      • Dokumentation for eventuelt afslag fra forsikringsselskabet
      • Dokumentation for eventuel selvrisiko forbundet med udbetaling fra forsikringsselskabet
    • Hvis der er et øjenvidne eller andre personer involveret i uheldet:
      • Kontaktoplysninger på vedkommende
    • Kontaktoplysninger på ejeren af den beskadigede genstand
    • Dokumentation for hændelsesforløb, skadens omfang og art, anskaffelsespris, evt. genanskaffelse eller reparation - fx fotos, kvitteringer, og regninger
    • Virksomhedens bankoplysninger

    Du finder blanketten her: EG Selvbetjening (egki.dk)

    Sidst opdateret: 30. august 2023