Gå til hovedindhold

ESG er også for små og mellemstore virksomheder

Forbered virksomheden på fremtidens krav

Indhold

    Selvom krav om ESG-rapportering primært har været rettet mod større virksomheder, er ESG også relevant for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), selvom din virksomhed ikke selv er omfattet af krav om at udarbejde en ESG-rapport.

    Kunder, samarbejdspartnere, banker og større virksomheder kan stille krav til, hvordan din virksomhed arbejder med bæredygtighed og ansvarlighed. Det kan for eksempel være krav om dokumentation af virksomhedens sociale eller miljømæssige forhold.

    Hvorfor er ESG relevant for SMV'er?

    Hvis din virksomhed er leverandør til en større virksomhed, kan du blive mødt af ESG-krav som en del af samarbejdet. Større virksomheder kan have behov for oplysninger fra deres leverandører for selv at kunne dokumentere deres arbejde med ESG.

    Det betyder, at ESG også kan få betydning for mindre virksomheder, selvom de ikke selv er direkte omfattet af rapporteringskrav. Det kan derfor være relevant at arbejde med ESG, hvis din virksomhed er en del af en leverandørkæde eller møder krav fra kunder og samarbejdspartnere.

    ESG handler om mere end rapportering

    For en SMV behøver arbejdet med ESG ikke begynde med en omfattende rapport. Det kan i stedet handle om at få overblik over, hvordan virksomheden arbejder med miljø, sociale forhold og god virksomhedsledelse.

    Det kan for eksempel være at:

    • reducere virksomhedens miljø- og klimabelastning
    • skabe gode arbejdsforhold og et godt arbejdsmiljø
    • arbejde med trivsel og fastholdelse af medarbejdere
    • styrke mangfoldighed og inklusion
    • tage socialt ansvar i lokalsamfundet
    • have klare og ansvarlige procedurer for virksomhedens drift

    På den måde kan ESG blive en del af virksomhedens daglige arbejde og ikke kun noget, der skal dokumenteres, når en kunde eller samarbejdspartner spørger.

    Den sociale del af ESG kan være en del af din hverdag

    Den sociale del af ESG handler blandt andet om medarbejdere, arbejdsforhold, trivsel, inklusion og virksomhedens sociale ansvar.

    For mange SMV'er er det områder, der allerede er en del af den daglige drift. Det kan for eksempel være arbejdet med at skabe et godt arbejdsmiljø, fastholde medarbejdere eller give mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, mulighed for at komme i job.

    Et samarbejde med Job Aarhus kan være en del af virksomhedens sociale indsats. Du kan blandt andet få hjælp til rekruttering og muligheder for virksomhedspraktik, fleksjob og opkvalificering.

    Hvad kan din virksomhed få ud af at arbejde med ESG?

    Et systematisk arbejde med ESG kan gøre det lettere for din virksomhed at dokumentere ansvarlig drift og imødekomme krav fra kunder og samarbejdspartnere. Det kan samtidig give et bedre overblik over virksomhedens risici og muligheder og understøtte arbejdet med at tiltrække og fastholde medarbejdere.

    Hvilke ESG-områder der er mest relevante, afhænger blandt andet af virksomhedens størrelse, branche, kunder og leverandører.

    Sådan kan du komme i gang

    Du behøver ikke arbejde med alle dele af ESG på én gang. Start med at se på de områder, der har størst betydning for din virksomhed.

    Du kan for eksempel begynde med at:

    1. Få overblik over kravene fra dine kunder, samarbejdspartnere og andre interessenter.
    2. Kortlæg virksomhedens nuværende arbejde med miljø, sociale forhold og virksomhedsledelse.
    3. Find de områder, hvor du kan gøre en forskel, og sæt konkrete mål.
    4. Dokumentér det, du allerede gør, så du kan bruge oplysningerne, når kunder eller samarbejdspartnere efterspørger dem.
    5. Følg op på indsatsen og justér den, når virksomhedens behov eller kravene omkring dig ændrer sig.

    ESG behøver derfor ikke være et stort projekt. For mange SMV'er kan det begynde med at få overblik over det, virksomheden allerede gør, og derefter arbejde systematisk videre.

    Eksempler på ESG-indsatser i en SMV

    • Reducere virksomhedens energiforbrug og ressourceforbrug
    • Mindske affald og øge genanvendelse
    • Arbejde med transport og virksomhedens CO₂-udledning
    • Stille relevante miljøkrav til leverandører
    • Arbejde med medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø
    • Skabe en mere inkluderende og rummelig arbejdsplads
    • Rekruttere medarbejdere fra flere målgrupper
    • Give mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, mulighed for at komme i job
    • Arbejde med kompetenceudvikling og opkvalificering
    • Have klare roller, ansvar og procedurer i virksomheden
    • Arbejde systematisk med risici
    • Sikre ansvarlige indkøb og leverandørforhold
    • Have fokus på etik, lovgivning og ansvarlig virksomhedsdrift