Arbejdsfordeling
Brug arbejdsfordeling som alternativ til afskedigelser
Indhold
Har din virksomhed midlertidigt mindre arbejde?
Hvis din virksomhed i en periode ikke har opgaver nok til alle medarbejdere, kan arbejdsfordeling være en mulighed for at undgå afskedigelser. Ved arbejdsfordeling nedsættes medarbejdernes arbejdstid i en periode, og de berørte medarbejdere kan få supplerende dagpenge, hvis de opfylder betingelserne for at få dagpenge.
Hvis din virksomhed ligger i Aarhus Kommune, skal arbejdsfordelingen anmeldes til Job Aarhus.
Spørgsmål og svar om arbejdsfordeling
Det er en betingelse for etablering af en arbejdsfordeling, at den omfatter alle medarbejdere i enten hele virksomheden, en virksomhedsafdeling eller en bestemt produktionsenhed.
Alle medarbejdere kan være omfattet af arbejdsfordelingen, selvom en eller flere medarbejdere deltager i uddannelse med løn under arbejdsfordelingen.
Forskellige afdelinger eller produktionsenheder kan godt etablere forskellige arbejdsfordelinger i forskellige perioder.
I særlige tilfælde kan Det Regionale Beskæftigelsesråd godkende en arbejdsfordeling, selv om den ikke omfatter alle medarbejdere i virksomheden, afdelingen eller produktionsenheden.
I en række overenskomster er der adgang til at etablere arbejdsfordeling. Hvis virksomheden ikke er omfattet af en overenskomst med mulighed for arbejdsfordeling, kan der indgås en kollektiv aftale mellem dig som arbejdsgiver og dine ansatte.
Hvis arbejdsfordelingen etableres efter en kollektiv overenskomst, aftales ordningen typisk med den lokale fagforening, tillidsrepræsentant eller anden repræsentant for det pågældende fagforbund.
Er der ansatte under flere overenskomster, skal arbejdsfordelingen som udgangspunkt omfatte alle relevante overenskomstområder i virksomheden, en virksomhedsafdeling eller en bestemt produktionsenhed.
Der gælder særlige regler for, hvordan arbejdstiden kan nedsættes ved arbejdsfordeling.
Arbejdstiden kan blandt andet være nedsat efter disse modeller:
- hele dage og mindst to dage om ugen
- 1 uges arbejde på fuld tid efterfulgt af 1 uges ledighed
- 2 ugers arbejde på fuld tid efterfulgt af 1 uges ledighed
- 2 ugers arbejde på fuld tid efterfulgt af 2 ugers ledighed
Arbejdsfordeling i op til 13 uger
Hvis arbejdsfordelingen varer højst 13 uger, skal du anmelde den til Job Aarhus.
Anmeldelsen skal ske senest samtidig med, at arbejdsfordelingen træder i kraft.
Job Aarhus registrerer de medarbejdere, der er omfattet af arbejdsfordelingen, og underretter deres a-kasser. Det er a-kasserne, der vurderer, om medarbejderne opfylder betingelserne for at få supplerende dagpenge.
Arbejdsfordeling i mere end 13 uger
Hvis arbejdsfordelingen skal fortsætte ud over 13 uger, skal du søge Det Regionale Beskæftigelsesråd om godkendelse af perioden ud over de første 13 uger.
Du sender ansøgningen til Job Aarhus, som sender den videre til Det Regionale Beskæftigelsesråd.
Ansøgningen skal være modtaget senest 4 uger før, arbejdsfordelingen eller forlængelsen træder i kraft.
Hvis arbejdsfordelingen ikke anmeldes rettidigt til Job Aarhus, bortfalder den, og du skal anmelde den på ny.
Brug blanketterne AB 292 og AB 293
Du skal bruge de samme blanketter, uanset om arbejdsfordelingen varer højst 13 uger, eller om den skal fortsætte ud over 13 uger:
De medarbejdere, der er omfattet af arbejdsfordelingen, kan få supplerende dagpenge, hvis de opfylder betingelserne.
Job Aarhus registrerer medarbejderne og underretter deres a-kasser. Det er medarbejdernes a-kasser, der vurderer, om de kan få udbetalt supplerende dagpenge.
Virksomheden skal samtidig underskrive, at medarbejderne kan fratræde deres stilling uden varsel for at overtage andet arbejde med en længere gennemsnitlig ugentlig arbejdstid. Det er en betingelse for, at medarbejderne kan få supplerende dagpenge.
Under arbejdsfordelingen må virksomheden som udgangspunkt ikke afskedige medarbejdere, der er omfattet af arbejdsfordelingen på grund af arbejdsmangel.
Hvis en afskedigelse var varslet, før arbejdsfordelingen begyndte, har afskedigelsen ikke betydning for arbejdsfordelingen.
Hvis en medarbejder, der er omfattet af arbejdsfordelingen, bliver afskediget på grund af arbejdsmangel, kan det få betydning for medarbejdernes ret til dagpenge og for arbejdsfordelingen.
Det har ikke betydning for arbejdsfordelingen, hvis en medarbejder selv siger sin stilling op.
En arbejdsfordeling kan godt fortsætte, selv om virksomheden kortvarigt får behov for mere arbejdskraft. Hvis medarbejderne arbejder mere end forudsat, er det a-kasserne, der vurderer, om betingelserne for arbejdsfordeling fortsat er opfyldt.
Medarbejdere kan deltage i kurser eller uddannelse under en arbejdsfordeling. Det er også muligt at holde kollektiv ferielukning under en arbejdsfordeling.
Medarbejderne kan holde individuel ferie, uden at det forlænger perioden med arbejdsfordeling.
Hvis virksomheden eller medarbejderne er omfattet af en overenskomst, skal reglerne i overenskomsten følges.
Virksomheden skal betale G-dage for de første to dage, hvor medarbejderne ikke arbejder under arbejdsfordelingen.
Hvis arbejdsfordelingen forlænges inden for de første 13 uger, uden at arbejdsfordelingen afbrydes, skal virksomheden som udgangspunkt ikke betale G-dage på ny. Hvis arbejdsfordelingen forlænges ud over 13 uger, skal virksomheden som udgangspunkt betale G-dage på ny for den forlængede arbejdsfordeling.
Hvis arbejdsfordelingen ændres, så arbejdstiden for eksempel sættes yderligere ned, kan det være en ny arbejdsfordeling. Den nye arbejdsfordeling skal anmeldes eller godkendes efter de gældende regler.
Sven Andersen
Rekrutteringsteamet
Mobil: 29 20 79 28
E-mail: sanj@aarhus.dk
Torsten D. Rosendahl
Rekrutteringsteamet
Mobil: 87 13 40 15
E-mail: troj@aarhus.dk