Fremtidens stigende vandmængder: Teknik og Miljø tager del i fælles ansvar nord for Aarhus
Området omkring Egå, Risskov og Vejlby Fed vil i fremtiden opleve hyppigere oversvømmelser. Med en undersøgelse sætter Teknik og Miljø fokus på de fremtidige udfordringer – og bringer nogle af de mulige løsninger frem i lyset.
Området er udfordret af vand fra alle sider. Havvandstanden stiger, risikoen for stormfloder bliver hyppigere og kraftigere, det terrænnære grundvand stiger og vandløb, søer og regnvandshåndteringen presses af store mængder vand. Udfordringerne med vandet fra alle sider er ekstra komplekse, da store dele af området har boliger på de lavtliggende arealer.
Derfor har Teknik og Miljø lavet en omfattende forundersøgelse af, hvordan oversvømmelsesrisiko fra hav, skybrud, terrænnært grundvand og Egåen spiller sammen i dag – og når vandmængderne stiger i fremtiden. Det kan være med til at definere, hvordan området skal beskyttes mod vand i fremtiden.
En af konklusionerne er, at der kommer fremtidige skader i milliardstørrelsen, hvis der ikke sættes ind. Og samtidig er det helt tydeligt, at udfordringerne ikke kan løses fra den ene dag til den anden, men tværtimod skal håndteres over tid.
Forundersøgelsen er en prioriteret indsats i den nye klimatilpasningsplan for Aarhus Kommune ’Tilpasning af byen til vandet’.
”Med forundersøgelsen giver vi mulighed for at se udfordringerne i et samlet perspektiv. De løsninger, der sættes i gang, skal bidrage til at gøre området mere robust ved at tilpasse det til landskabet og de stigende vandmængder – uden at én løsning blot skaber en ny udfordring et andet sted,” fortæller Birgit Sønderskov Weber, der er programleder for klimatilpasning i Teknik og Miljø.
Løsninger i fællesskab
Et vigtigt resultat i forundersøgelsen er en opdeling af hele området i fire delområder ud fra hvilken type af oversvømmelser, de er mest udsat for. Det har krævet sammenlægning af kompliceret data, som giver et samlet billede af, at de forskellige vandkilder i den nordlige del af Aarhus hænger sammen – og derfor skal udfordringerne også løses i et større fællesskab og samarbejde.
En af udfordringerne er ifølge Birgit Sønderskov Weber, at lovgivningen i dag er skruet sådan sammen, at den kigger på de forskellige vandtyper hver for sig – og netop ikke som en samlet udfordring.
”Det er noget af det, vi forsøger at påpege med resultaterne af forundersøgelsen – at det hele er forbundet,” fortæller hun og fortsætter:
”Vi er optaget af at understøtte borgerne i området med viden og støtte op om deres bestræbelser på at samarbejde om fælles løsninger.”
Der er et væld af aktører involveret i at finde disse fælles løsninger. Foruden Aarhus Kommune, Aarhus Vand og Staten er der lokale borgere, fællesråd, grundejerforeninger, uddannelsesinstitutioner og foreninger, som allerede er i dialog om, hvordan man sammen ruster sig imod fremtidens udfordringer med vand og oversvømmelser.