Forandringer i Spørring kræver lokalt samarbejde og borgerinddragelse
Byen Spørring i den nordlige del af Aarhus Kommune gennemgår store forandringer i disse år. Dagligvarebutik, solcelleanlæg, boliger, skovrejsning og energipark er nogle af de ting, der er under udvikling i byen og det åbne landskab omkring.
Normalt ville de forskellige tiltag have deres eget forløb i henhold til de gældende lokalplaner, men så store forandringer i lokalsamfundet kræver øget fokus på borgerinddragelse og dermed også en samlet udviklingsplan for området. Og den laves i et tværgående samarbejde mellem Teknik og Miljø, Aarhus Arkitektskole og lokale borgere.
”Vi vil gerne inddrage alt fra børn og unge til voksne og seniorer. Derfor har vi arrangeret forskellige aktiviteter målrettet forskellige aldersgrupper såsom grusgravsbingo, fotosafari, tegnekonkurrence, landskabs- og byvandringer samt fremtidsværksteder,” fortæller Kristoffer Mølstrøm, der er inddragelseskonsulent i Teknik og Miljø.
Borgerinddragelse på mange niveauer
De forskellige arrangementer og aktiviteter giver Teknik og Miljø et værdifuldt indblik i, hvad der betyder noget for de forskellige målgrupper, når det handler om at udvikle lokalområdet.
Til fotosafari fik skolebørnene et kamera i hånden og skulle være guider i egen by. Det gav et indblik i byens styrker og svagheder set fra et børneperspektiv. Til fremtidsværkstedet lavede deltagerne fremtidsfortællinger af deres lokalområde og placerede fremtidige veje og bygninger på kortet.
”Vi hoppede også i gummistøvlerne og gik ture i byen og landskabet for at give et indblik i de strategier, planer og metoder, vi bruger i Aarhus Kommune når vi planlægger udviklingen af lokalområder,” fortæller Kristoffer Mølstrøm.
Der er desuden blevet udviklet en digital inddragelsesplatform, hvor borgerne kan komme med ideer og forslag til, hvad lokalområdet mangler. I en 3D-bymodel over Spørring kunne man således zoome ind på området og læse mere om de enkelte planer.
Efter den brede inddragelse er der blevet nedsat en borgergruppe på 20 borgere, der skal være med til at sikre, i samarbejde med Teknik og Miljø, at udviklingsplanen for området rent faktisk munder ud i konkrete projekter.
Projektet er støttet af europæiske fondsmidler