Udbetaling af godtgørelse
Retningslinjer for udbetaling af godtgørelse til visse ledige, som deltager i Aarhus Kommunes tilbud, samt godtgørelse ved deltagelse i ansættelsessamtaler ved jobsøgning.
Udbetaling af godtgørelse ved deltagelse i tilbud
Hvis du er modtager af enten:
- Kontanthjælp
- Uddannelseshjælp
- Overgangsydelse, uden at være omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven
- Ressourceforløbsydelse
- Ledig selvforsørgende
- Uddannelses- eller beskæftigelsestilbud og er under 18 år
Og du er i et tilbud om:
- Virksomhedspraktik
- Nytteindsats
- Vejledning og opkvalificering
kan du få udbetalt en godtgørelse til hel eller delvis dækning af transport og nødvendige udgifter ved at deltage i tilbuddet.
Transport
Transport op til 24 km
Hvis du har op til 24 km om dagen i alt til tilbudsstedet og retur, bevilges tilskud til buskort. Du skal dog som hovedregel selv afholde udgiften til de første to buszoner.
Hvis du har særlige udfordringer som følge af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan jobcentret efter konkret vurdering bevilge de første to buszoner.
Godtgørelsen er skattepligtig, og udbetales hver måned på din Nem-Konto, så længe du deltager i tilbuddet.
Transport ud over 24 km
Hvis du har mere end 24 km om dagen i alt til tilbudsstedet og retur, er du berettiget til befordringsgodtgørelse for de km, der ligger ud over 24 km pr. dag. Godtgørelsen, der er skattefri, er 1,10 kr. pr. km (2023).
Du er også berettiget til befordringsgodtgørelse efter denne regel, hvis du er i løntilskudsjob hos en offentlig arbejdsgiver. Hvis du er i løntilskudsjob hos en privat arbejdsgiver, gives ingen befordringsgodtgørelse, men du kan trække befordring fra på din selvangivelse.
Transport hvis du er tilmeldt som ledig på jobnet.dk og skal til ansættelsessamtale
Der kan under visse omstændigheder ydes godtgørelse til transport, hvis du skal til ansættelsessamtale om et ordinært job eller løntilskudsjob. Der skal være mere end 1½ times transporttid. Tilskud udgør 1,98 kr. pr km (2022), og du skal selv dække de første 200 kr.
Anden godtgørelse
Du kan få godtgørelse til arbejdstøj mv. hvis det er et krav fra tilbudsstedet, og hvis tilbudsstedet ikke selv kan afholde udgifterne hertil.
Hvordan søger du?
Du søger om godtgørelse på borger.dk eller på blanketter, som du får i jobcentret eller henter på Jobnet.dk.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om dine muligheder for godtgørelse, når du deltager i et af jobcentrets tilbud, eller skal til ansættelsessamtale som ledig, er du velkommen til at kontakte din jobkonsulent eller uddannelseskonsulent.
Lovgrundlag
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §§ 17, 172-177.