Veje til trivsel
Vi tager fat på vilde problemer med fælles retning og små eksperimenter. Læs mere om tankegangen og hvordan vi prøver os frem i praksis →

Vi har ikke hele svaret - og det er netop pointen
Der er allerede mange, der gør noget direkte for unges trivsel – både i og uden for kommunen. Fællesskaber, organisationer, enkeltpersoner, tilbud, møder mellem unge og voksne. Det er vigtigt for trivsel leves og mærkes helt tæt på i relationer.
Vi vil gerne dykke endnu dybere ned og forstå det, der ligger bag.
Vi vil undersøge de rammer, strukturer og vaner, som former mulighederne for trivsel, længe før mistrivsel dukker op. Vi vil handle der, hvor vi kan skabe de bedste betingelser - ikke for at erstatte det, der allerede findes, men for at give det endnu bedre muligheder og mening.
Alle rummer en del af løsningen. Men vi er stadig langt fra at forstå det hele.


Derfor prøver vi ting af
Vi prøver at lære, at forstå og at handle gennem prøvehandlinger: et læringseksperiment der har samarbejde, nytænkning og læring i centrum.
En prøvehandling kan starte med en idé. En undren. Et behov. Et “hvad nu hvis”.
En prøvehandling kommer i alle størrelser. Pointen er ikke, at hver prøvehandling løser hele problemet. Pointen er, at de skaber viden og erfaring, som kan brede sig som ringe i vandet og gradvist bygge et fundament, hvor flere unge har det grundlæggende godt.
Det vigtige er, at det sker i praksis. At det vi lærer ikke ender i en PDF, men lever videre der hvor det mærkes. Derfor er det også vigtigt at det sker i fællesskab - med unge og med andre, der ser noget, vi måske ikke selv ser.
Formålet er ikke at lykkes første gang. Formålet er at lære.
Det starter ikke med én løsning
Vi arbejder med unges mentale trivsel som et vildt problem. Det betyder at vi ikke tror på der findes én årsag - og derfor heller ikke én løsning.
Så hvor starter man?
Vi prøver at begynde med de små skridt. Små eksperimenter og handlinger vi prøver af, for at lære nyt og udfordre det, vi tror vi ved.
Vi vil samle mennesker med forskellige erfaringer, prøve nye idéer af og se hvordan små ændringer i rammerne kan skabe bedre mulighed for trivsel. Undervejs lærer vi, justerer og finder gradvist frem til hvad der kan gøre en forskel.
For vi har brug for flere blikke, flere hænder og flere stemmer. Måske også din?
Når mange bevæger sig i samme retning - på hver deres måde - kan der ske noget større. Det er det, vi håber på. Og det vi gerne vil invitere dig med ind i.
DU ER INVITERET
Hvis du har en idé, en erfaring, noget, du gerne vil prøve - så er der plads. Du skal ikke have styr på det hele. Du skal bare have lyst til at handle sammen med andre.