Gå til hovedindhold

Rekordmange virksomheder deltager på Talentmessen 2024

Igen i år slår Jobcenter Aarhus rekorden for antallet af deltagende virksomheder på Talentmessen. Her vil godt 2.000 jobsøgende talenter med en videregående uddannelse møde mere end 50 virksomheder, der alle har konkrete jobs med. Blandt andet er der indgået et stort rekrutteringssamarbejde med Kalundborg Kommune.

Indhold

    Den 30. april åbner Musikhuset i Aarhus dørene op for forårets store Talentmesse, hvor godt 50 virksomheder står klar til at tale med mere end 2.000 jobsøgende kandidater. Siden jobmessen første gang løb af stablen i 2021, har den haft vokseværk, og igen i år slår den rekorden for antallet af deltagende virksomheder og jobsøgende.

    Forårsmessen skiller sig også ud fra de tidligere messer, ved at firmaer fra en lang række kommuner uden for Aarhus også deltager. Her kommer der både private og offentlige virksomheder fra Tønder, Ringkøbing og Kalundborg, der spænder over et væld af brancher.

    ”Det er virksomheder, der har voldsomt brug for dygtige, kloge hoveder, inden for alt fra kommunikation, markedsføring, arkitektur, energi, bæredygtighed, sundhed, kreative fag og så videre,” fortæller Anita Gandrup Ernst, der er afdelingsleder i Center for Dagpenge, Job og Karriere ved Jobcenter Aarhus.

    ”Vi har en forventning om, at der kommer cirka 2.000 talenter, der alle har en kortere, mellemlang eller lang videregående uddannelse. Der er noget til alle, og det allerbedste ved den her messe, det er, at der er job med. Det er en alletiders mulighed for at lave det rette match og se hinanden i øjnene. Vi ved, det virker. Det har det gjort i rigtig mange år, og det gør det også i år, er jeg sikker på.”

    Masser af virksomheder uden for Aarhus

    Jobcenter Aarhus står bag messen, og på dagen vil de deltagende også få mulighed for at få sparring på deres CV’er og øve elevatortaler, inden de skal møde de fremmødte virksomheder. Der vil være motiverende talks, events og workshops, der skal inspirere de jobsøgende til at gå ud, og udvide deres netværk hos de fremmødte virksomheder.

    ”Foruden chancen for at få et konkret job med hjem, får de deltagende talenter muligheden for at træne selve mødet med virksomhederne. Samtidig kan de blive inspireret til at brede deres faglige kompetencer og geografiske mobilitet ud,” uddyber Anita Gandrup Ernst.

    Janni Filt Kristensen, der er centerchef ved Job og Virksomhedsservice i Aarhus Kommune, er også meget begejstret for, at det er lykkedes at tiltrække så mange virksomheder uden for Aarhus Kommune.

    ”De jobsøgende kan få øjnene op for, at der sker rigtig meget uden for kommunegrænsen i Aarhus. Det er de fleste allerede dygtige til, for en tredjedel af alle vores job bliver besat af kandidater fra Aarhus uden for Aarhus Kommune.”

    Billede: Køen ind til Talentmessen 2023 i Musikhuset i Aarhus. Kredit: Søren Rosenberg Pedersen

     

    Samarbejde med Kalundborg Kommune

    Som noget nyt deltager Jobcenter Kalundborg i år på messen. Med sig har de en lang række jobåbninger og kontakter ud til virksomheder i kommunen, som blandt andet tæller giganter som Novo Nordisk, Novozymes og Ørsted.

    ”Vi har landet en samarbejdsaftale med Jobcenter Kalundborg, som er den kommune i landet, der har den største vækst i forhold til behov for ny, højtuddannet arbejdskraft. Vi er rigtig glade for denne aftale, for de er en kommune i kæmpe vækst. Senere i år sender vi også en bus fyldt med dygtige, jobsøgende talenter derover,” forklarer Janni Filt Kristensen.

    Samtidig kan de deltagende virksomheder få muligheden for at møde en bred vifte af fagligheder, som måske ikke passer til de jobåbninger, der har med, men som på andre måder kan være med til at skabe vækst i deres organisationer. Mange kandidater kommer med den nyeste viden fra uddannelsesinstitutionerne.

    ”Vores evalueringer fra de tidligere messer viser en rigtig høj tilfredshed – både fra virksomhederne og fra kandidaterne. Der plejer at opstå rigtigt mange match og efterfølgende kaffeaftaler,” fortæller centerchefen i Job og Virksomhedsservice.

    Læs mere om Talentmessen på Jobcenter Aarhus’ hjemmeside, hvor du også kan se, hvordan du kan tilmelde dig som jobsøgende eller som virksomhed, samt tjekke hvilke virksomheder, der allerede har tilmeldt sig. Blandt står Danfoss, Arla, Jyske Bank og Vestas på listen.

     

    Topbillede: Stemningsbillede fra Talentmessen 2023 i Musikhuset i Aarhus. Kredit: Søren Rosenberg Pedersen

    Sidst opdateret: 3. maj 2024