Gå til hovedindhold

”Det har været et godt samarbejde med jobcentret”

Konsulenthuset Uwezo gæster i dag Jobcaféen ved Jobcenter Aarhus. Med sig har de en række jobåbninger inden for byggeriplanlægning. Jobcentret kvitterer med ti højtkvalificerede jobsøgere.

Indhold

    I dag har Jobcenter Aarhus besøg af virksomheden Uwezo i Jobcaféen på Værkmestergade. Tre medarbejdere er mødt op for at hilse personligt på ti jobsøgende bygningskonstruktører. Med sig har de en række jobåbninger, som de håber at få besat, inden dagen er omme. I dag har de to senior- og to juniorstillinger med sig inden for byggeriplanlægning.

    ”Vi leder både efter juniorer og seniorer. Seniorer har som regel godt 10 års erfaring i planlægning. Dem er der ikke nogen af i dag. Men alle deltagerne har stort set haft kort berøring med området,” fortæller Daniel Højer, der er partner i Uwezo og står for project controls.

    Det intime event startede klokken 11, og det slutter klokken 15. Her bliver de deltagende præsenteret for, hvad Uwezo er for en virksomhed, hvordan de rekrutterer, og hvad de konkret søger.

    Bagefter får virksomheden mulighed for at tale yderligere med kandidaterne, og det hele slutter med, at de alle tager ud og spiser. Det handler om nærværet i mødet med de jobsøgende, uddyber Daniel Højer.

    ”Det er en måde både at se folk an på rent fagligt og introducere dem for os. Bagefter har vi noget socialt, hvor vi har inviteret dem ud at spise. Så får vi også lige mærket folk an på den måde.”

    Virksomhedskonsulent Susanne Hjortshøj Jacobsen fra Jobcenter Aarhus står i samarbejde med Uwezo for dagens seance i Jobcaféen. For hende er det spændende, at de jobsøgende får muligheden for at få et mere personligt indblik i virksomheden - hvad det er, de laver, og hvad de står for.

    ”Samtidig får de jobsøgende også uddybet, hvad det faktisk er, at jobbene i praksis indeholder. Også fordi de har taget en medarbejder med, som fortæller om hans dagligdag, og hvordan han som nyuddannet startede op i virksomheden,” forklarer Susanne Hjortshøj Jacobsen.

    ”Samtidig kan kandidaterne vise, hvor nysgerrige de er på at få mere viden om virksomheden og om jobbet. De får simpelthen muligheden for at byde ind.”

    Kandidater udvalgt før event

    For Daniel Højer og resten af Uweco er det også en måde at få fortalt, hvad planlægning i deres virksomhed går ud på. For dem og deltagerne er det en mulighed for at få sat opgaverne i et perspektiv, som strækker sig ud over ti linjer i et jobopslag.

    ”På en måde er det jo lidt en skræmmekampagne i dag, for når vi taler om planlægning, så er det meget foran skærmen. Men de folk, vi egentlig søger, det er nogle, der har været ude eller godt kan lide at komme ud også. Man skal altså kunne begge dele. Så i dag kan vi få introduceret folk til, hvad planlægning er hos os,” forklarer Daniel Højer.

    Inden arrangementet i dag, har Daniel Højer og hans kolleger været i kontakt med virksomhedskonsulent Susanne Hjortshøj Jacobsen. Hun har hjulpet Uwezo med at udvælge kandidaterne til dagens event. Og det er ikke første gang, at Uwezo samarbejder med jobcentret.

    ”Det har været et godt samarbejde med jobcentret, synes jeg. Jeg havde et møde med Susanne og forklarede lidt om, hvad det var for nogle personer, vi har brug for. Og så fik vi en tolv CV'er retur, hvor alle på papiret umiddelbart godt kan bruges,” fortæller Daniel Højer.

    Uwezo er til daglig et konsulenthus, der leverer konsulentydelser inden for planlægning og engineering i forhold til byggeri og installation. Her betjener de industrier som farma samt olie og gas. De hjælper med alt fra projektplanlægning til design og eksekvering af byggeprojekter.

    Hjælp til rekrutteringen?

    Vil du som virksomhed gerne vide mere om, hvordan vi kan hjælpe jer med at rekruttere højt kvalificeret arbejdskraft, så læs mere her, skriv på mailen vtv@aarhus.dk eller ring på 87134212. Virksomhedskonsulent Susanne Hjortshøj Jacobsen kan træffes på mail suhjj@aarhus.dk eller telefon 87133960.

    Sidst opdateret: 3. maj 2024