Gå til hovedindhold
Reaktioner på budgetforlig 2021

De Konservative: Må acceptere lille skattestigning

K sikrer stimulering af erhvervsliv, styrkelse af den nære velfærd, uddannelse og klimaindsats mod at acceptere lille skattestigning

18. sep. 2020
  • Læs op

Indhold

    Konservative i Aarhus er en del af forligskredsen om Budget 2021-24 og Investeringsplan 2024-2033 for Aarhus Kommune.

    ”Vores erhvervsliv er hårdt trængt, og derfor var det afgørende for os, at vi fik landet en historisk stor erhvervspakke på 120. mio kr. til erhvervsfremme, uddannelse og arbejdspladser” udtaler Steen Stavnsbo, Politisk Leder for de Konservative i Aarhus.

    Midlerne under erhvervspakken skal prioriteres i tæt samarbejde med det Aarhusianske erhvervsliv, og det vil ifølge Stavnsbo gøre en betydelig forskel.

    ”Det tættere samarbejde vil sikre, at pakken får størst mulig effekt. Det er vores erhvervsliv der finansierer vores velfærd, så det er hjælp til selvhjælp når vi som kommune støtter erhvervslivet. Det er et kritisk vigtigt fokus at bevare, ikke mindst her under Coronakrisen, og det synes vi er lykkedes ret godt at få med” tilføjer Steen Stavnsbo, og fortsætter: ”Samtidig har vi fået skruet op for kommunens ambitioner på udbud af opgaver og indkøb til fordel for det lokale erhvervsliv - og så vi alle kan få mere for pengene”.

    Investeringer for 8 mia., og en lille skattestigning

    Investeringsplanen for 2024-2033 er på næsten 8 mia. kr. over den 10-årige periode og forligskredsen bag dette års budget disponerer også over det store beløb.

    ”Der er også tale om et historisk stort anlægsbudget, og det kommer til at forme udviklingen i Aarhus i perioden og sætte tryk på den grønne omstilling. Det er selvfølgelig vigtigt at være med til at disponere så betydelige summer og sætte solide borgerlige aftryk på anlægsinvesteringer og klimaindsats for 8 mia. kr.”

    Det har været en fælles borgerlig prioritet at få BRT på Ringvejen hurtigst muligt. Med konservatives deltagelse i budgetforliget kommer det nu til at ske.

    ”Vi får straks igangsat VVM undersøgelser for at fasttracke projektet, så de kører om 6-7 år og ikke først om 13-14 år” fortæller Steen Stavnsbo.

    Budgetforliget indeholder en stigning i kommuneskatten på ca. 220 kr. om året i gennemsnit pr. skatteyder. Det er en konsekvens af udligningsreformen som blev vedtaget af Regeringen og Venstre. Det er bestemt ikke noget, som falder i konservatives smag, fortæller Steen Stavnsbo. ”Det er selvfølgelig et hår i suppen med en skattestigning, men det var en given præmis fra Borgmesteren for at være med i budgetforliget. Reelt havde vi valget mellem at acceptere den relativt lille stigning eller sætte Konservative og borgerlig politik uden for indflydelse på et historisk vigtigt budget for Aarhus som rækker langt ind i fremtiden. Det kunne vi ikke ansvarligt overlade til venstrefløjen”.

    International skolegang, foreningsliv og dannelse

    Aarhus tiltrækker stadig mere højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft, men mange forsvinder hurtigt igen eller fravælger byen, da familien kan have svært ved at falde til. Derfor glæder Konservatives gruppeformand Mette Skautrup sig særligt over, at den internationale skole nu styrkes markant og oprettelsen af en særlig vuggestue for de mindste ”Vi har alle brug for rammer hvor vi er trygge. Fagligt personale med særlig forståelse for hvordan det er at vokse op i en fremmed kultur kan understøtte de internationale familier, til glæde for både børn og det erhvervsliv, som i dén grad efterspørger udenlandske specialister”.

    Budgetforliget sætter årligt 5 mio. af til anlæg, og yderligere 1 mio. til driften af det brede foreningsliv, hvilket også glæder Mette Skautrup. ”Foreningslivet er rammen om mange af vores fritidsaktiviteter fra spejdere til rollespillere, og er et væsentligt element i opbygningen af demokrati og dannelse. Det er et løft, som vil kunne mærkes blandt de ca. 10.000 aarhusianske børn og unge der er medlem af en forening.

    Hjælp til veteraner og dem der har mest behov

    For Peter Sporleder har målrettet hjælp til veteraner været definerende for hans politiske engagement. Han er nu for første gang tilfreds med den indsats Aarhus kommune fremover vil tilbyde de tidligere udsendte.

    ”Jeg har været udsendt som feltpræst 6 gange og har stået med soldaterne, når de har haft det allersværest. For mange har oplevelserne som udsendt været en stor og positiv oplevelse, men nogle er kommet hjem voldsomt invaliderede på krop og sjæl. En anerkendelse af soldaternes indsats, og det offer de har givet for Danmark, er hjerteblod for Det Konservative Folkeparti og i særdeleshed for mig.

    Peter Sporleder glæder sig over, at der nu bliver én indgang til hjælp for veteranerne, som ikke længere skal være kastebold mellem forskellige afdelinger i kommunen, men nu bliver en selvstændig prioritet.

    Også socialområdet har været et fokuspunkt for Konservative i Aarhus, og her er det særligt gadesygeplejerskerne, som har stået højt på ønskelisten.

    ”Vi har et særligt ansvar for de allersvageste i vores samfund, og her vil pengene til gadesygeplejerskerne gøre en kæmpe forskel for byens hjemløse, som slet ikke passer ind i vores almindelige sundhedsvæsen. De har ofte ubehandlede sygdomme og lider under mange følgesygdomme, som gør et svært liv ubærligt”, fortæller Peter Sporleder. Et samarbejde med Enhedslisten har nu sikret de hjemløse i Aarhus 2 ekstra gadesygeplejersker, så det samlede antal nu ender på 4.