Medom: Screening af spædbørn forebygger mistrivsel
En systematisk screening af alle spædbørn er med til at forhindre sprog-, adfærds- og tilknytningsforstyrrelser senere i børnenes liv. Efter en forsøgsperiode bliver screeningen nu som del af budgetforliget gjort permanent.
Screeningsmetoden, der forkortes ADBB, er en systematisk og standardiseret metode, som sundhedsplejersken bruger til at opspore social tilbagetrækning, som kan være en indikator på psykisk mistrivsel hos spæd- og småbørn.
“Vi ved, at tidlige indsatser er vigtige for børns liv. Jo tidligere, vi opdager og gør noget ved udfordringer, desto større er sandsynligheden for, at alle børn kan få gode liv. Derfor er ADBB vigtig. Det er en af flere måder til at identificere tegn på mistrivsel, så forældre og fagfolk sammen kan handle,” siger Thomas Medom.
Med budgetforliget får alle førstegangsfamilier nu et hjemmebesøg, når barnet er mellem fire og seks måneder, og samtidig bliver ADBBmetoden udbredt i hele sundhedsplejen.