Medom: Nyt frirum for børn og unge med bekymringer
Børn og unge, som oplever ensomhed i skolen, angst eller sorg, får de kommende to år en ekstra mulighed for nogen at tale med. Det får de, fordi et bredt flertal i Aarhus Byråd støtter den frivillige organisation Headspace, der tilbyder anonym og gratis rådgivning til børn og unge mellem 12-25 år
Headspace er et initiativ under Det Sociale Netværk, hvor børn og unge i trygge omgivelser kan tale om vanskelige spørgsmål og bekymringer om f.eks. selvværd, uddannelse, angst, destruktive tanker, præstationspres og kærestesorger.
Initiativet drives af frivillige, støttes af en række fonde samt satspuljemidler og er i dag i en række byer i Danmark. Med en årlig bevilling på 0,8 mio. kr. i 2020 og 2021 er det byrådets ønske, at Headspace får mulighed for at etablere sig i Aarhus, og det glæder rådmand for Børn og Unge Thomas Medom.
“Hvis vi skal sikre mulighed for, at alle børn og unge kan leve gode liv - og det skal vi - kræver det en ekstra hånd til de, som har udfordringer. Her kan Headspace skabe et frirum for nogle, som savner en voksen, som kan guide dem på vej, evt. også til yderligere hjælp og vejledning,” siger Thomas Medom.
Samtidig med bevillingen bliver der indgået en samarbejdsaftale mellem Headspace og Aarhus Kommune. Det betyder blandt andet, at der bliver fulgt op på hvor mange børn og unge, som henvender sig til Headspace tilbuddet, ligesom der bliver aftalt, hvilke vilkår som skal opfyldes, for en eventuel videreførelse af tilskuddet.