Grønt forlig med sociale mangler – Enhedslisten er med
Enhedslisten er gået med i budgetforliget, til trods for, at det ikke kan udfylde de store behov på socialområdet. Men samtidig indeholder forliget meget godt på andre områder, og det retter op på nogle af sidste års nedskæringer på velfærden.
Enhedslisten er gået med i budgetforliget i Aarhus, til trods for, at det ikke kan udfylde de store behov på socialområdet, selvom der er givet ekstra penge. Men samtidig indeholder forliget meget godt på andre områder, og det retter op på nogle af sidste års nedskæringer på velfærden.
Klimaet er for alvor kommet på dagsordenen med dette budgetforlig, både som en lang række foranstaltninger hos kommunen og med en klimafond på 116 mio. kr. til yderligere klima-indsatser, såsom delebiler, grøn transport, el-busser, varetransport med elbiler, flere solceller, plast-strategi, forbud mod brug af sprøjtegift og meget mere.
”Vi har i mange år stillet utallige forslag om klima-indsats og grøn omstilling, uden stor opbakning. Men nu sker der endelig noget. Det er super godt og meget nødvendigt,” siger Keld Hvalsø.
Socialområdet har fået tilført et millionbeløb, som desværre slet ikke dækker områdets behov. Men vi har været med til at bevare og videreføre nogle af områdets eksisterende projekter.
”Vi har i forhandlingerne været meget kritiske overfor de manglende penge til socialområdet. Vi anerkender, at området har fået en sum penge, men der vil stadigvæk være store problemer. Så vi vil fortsat have fokus på at forbedre forholdene for de mange udsatte grupper,” siger Keld Hvalsø.
Enhedslisten har i årevis forgæves forslået bedre normeringer i daginstitutionerne. Men nu er der heldigvis hjælp på vej fra den nye regering.
”Vi har med forliget sikret, at kommende penge fra staten, til minimumsnormering i daginstitutionerne, garanteret vil blive brugt til dette. Så vi er selvfølgelig meget glade for, at det endelig sker. Og vi synes stadig, at tilstedeværelses-normering er det rigtige,” siger Lone Norlander.
På kulturområdet har vi fået 1 mio. kr. til kulturproduktion på Svalegangen, så teatret kan lave flere af sine egne forestillinger, til stor gavn for kulturlivet i Aarhus. Desuden har vi sikret huslejen for kultur- og aktivitetshuset Gasværket i Brabrand.
Enhedslisten har fået afsat penge til mere personale på Aarhus Kvinde Krisecenter, personale der er et stort behov for, til at tage sig af børnene i weekenderne.
”Her gør vi virkelig noget for en meget udsat gruppe. Det er så vigtigt,” siger Lone Norlander.
Vi er glade for, at der er afsat 8 mio. kr. til hjemmeplejen, selvom vi kunne ønske et større beløb. Og vi havde da håbet på, at der også ville være penge til bedre bemanding på plejehjemmene.
I de kommende år er der en del investeringer i cykelstier i budgettet, hvilket Enhedslisten længe har presset på for at få afsat penge til, så det er glædeligt. Men også her kan der gøres mere. Det samme gælder den kollektive trafik, som dog har fået 10 mio. kr. ekstra om året.