Gå til hovedindhold

Danmarksdemokraterne sikrer velfærd og tryghed med budgetaftale

Efter intensive forhandlinger landede et bredt forlig med en budgetaftale for Aarhus Kommune natten til fredag den 20. september. Danmarksdemokraterne er et af partierne bag aftalen og er glade for, at byrådet med aftalen løfter velfærden på folkeskole-, ældre- og socialområdet.

Indhold

    For Danmarksdemokraterne har fokus i forhandlingerne været at sikre flere ressourcer til borgerinddragelse, ældreområdet og fremkommelighed i Aarhus. “Det skal være trygt at bo og bevæge sig rundt i hele Aarhus“, fortæller partiets mand i byrådet, Jakob Søgaard Clausen. “Derfor er vi meget tilfredse med, at vi med budgetforliget blandt andet sikrer cykelsti til Kasted, mere offentlig transport ligesom vi gør Torsøvej Letbanestation mere tilgængelig ved at etablere elevatortårne. Aarhusianerne kan også fremover gå tryggere i seng, fordi vi med aftalen styrker Østjyllands Brandvæsen og styrker kommunens vinterberedskab.

    Søgaard Clausen understreger også vigtigheden af at sikre livsglæde for kommunens plejehjemsbeboere: "Med aftalen sikrer vi efter ønske fra Danmarksdemokraterne, at plejehjemmene får midler til flere aktiviteter. Det understøtter, at vores ældre fortsat kan nyde gode oplevelser og livsglæde. Samtidig øremærker vi midler til støtte og vejledning til pårørende i hjemmeplejen."

    Danmarksdemokraterne har også sat fokus på at styrke frivillighed og borgerinddragelse. Kommunens fællesråd spiller en vigtig rolle i vores borgerinddragelse og derfor er jeg også glad for, at vi styrker dem med aftalen. Vi sikrer også julestemningen ved at gøre det gratis for frivillige foreninger, som låner offentlige pladser til juletræssalg" fortæller Søgaard Clausen.

    Danmarksdemokraterne har også haft fokus på at skabe finansiering og reducere kommunens udgifter: Med forliget igangsætter vi en sanering af kommunens mange projekter og puljer. Og så øger vi kontrollen med snyd med sociale ydelser, hvilket skaber større retfærdighed og bekæmper bandekriminelle“.

    Sidst opdateret: 20. september 2024