Gå til hovedindhold

Budgetforlig 2026 - uansvarligt skønmaleri i et valgår

Velfærdslisten De Rød-Grønne er ikke med i forliget.

Indhold

    Forliget underfinansierer de kommunale opgaver med ca. 300 mio. kr. om året. Derfor betyder forliget nedskæringer. Velfærdslisten De Rød-Grønne har foreslået genopretning af velfærden. Velfærdslisten De Rød-Grønne er ikke med i forliget.

    Borgmesterens slikskål er tømt. Fornuftige formål er tilgodeset i forliget, og partierne kan bryste sig af at “Vi fik netop det og det vedtaget”. Intet ondt ord om det.

    De syrlige bolsjer er ikke spist – de ligger som kommende nedskæringsrunder ca. juli 2026.

    Et særligt reklamefænomen er “Budgetmodellerne”: De går kort sagt ud på, at når folketallet vokser – f.eks. børnetallet – så bliver der forlods afsat midler, merudgifter, svarende til at lærer- eller pædagog- eller hjemmehjælpsindsatsen øges, svarende til folketallet. Altså sådan at serviceniveauet er (næsten) uændret. I budgetforligets økonomioversigt står budgetmodellernes merudgifter øverst – så det næsten ser ud som om “så meget forbedrer vi ….” Men handicapudgifter og specialundervisning vokser mere end budgetmodellerne – derfor skærer rådmændene på andre områder.

    Efter budgetmodellerne kommer så råderummet - “hvor meget kan vi forbedre med ...” Borgmesteren jublede over råderummet: 282 mio. kr. Rådmændene havde præsenteret deres budgetproblemer – i alt ca. 680 mio. kr.

    Børneområdet har allerede i 2026 en uundgåelig merudgift på ca. 230 mio. kr. Nemlig til folkeskolens specialundervisning og andre uundgåeligheder. I budgetforliget får skoleområdet 20 mio. kr. i 2026 plus 13,4 mio. kr. i “budgetmodel på specialundervisningsområdet”. Ingenting til øgede transportudgifter for børn med specialundervisning. Der er et budgethul på ca. 190 mio. kr. Budgetløftet vil med sikkerhed IKKE løse den århusianske folkeskoles meget store problemer.

    På socialområdet er 2026 budgetudfordringen på ca. 220 mio. kr., til botilbud og større udgifter til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, hvis børn den nødlidende folkeskole ikke kan rumme – med mere (handicapudgifter). Her giver budgetforligspartierne et løft på 61 mio. kr., Men tager så 16 mio. kr. i “fællesbidrag”. Det er helt forudsigeligt, at socialrådmanden igen i juli 2026 vil iværksætte ansættelses- og udgiftsstop på grund af overskridelser. Det er også helt forudsigeligt, at vi vil se flere retsstridige afslag på ansøgninger om retmæssige ydelser. Og derfor flere ankesager. Mon rådmanden forventer, at arbejdsmiljøproblemerne i forvaltningen kan løses med budgetforliget?

    Teknik- og miljørådmanden står med et underskud på kommunens ejendomme på 147 mio. kr. i 2024 og 135 mio. kr. i 2025. Der er ikke udsigt til nævneværdig formindskelse – thi forliget giver 30 mio. kr. plus 15 fra “puljeeftersyn. Medmindre rådmanden vil fyre en masse folk, vil 2026 underskuddet antagelig lande på 80-100 mio. kr. For slet ikke at nævne eventuelle beløb til “afbetaling” af de seneste års underskud.

    En særlig passus i forliget handler om demokrati – nemlig ved at bekæmpe religiøs udfoldelse i Tilst!

    En lille merbevilling til jordfonden – men først i 2027 – er reelt en nedprioritering af grundvandsbeskyttelsen. Vi foreslog 90 mio. kr.

    Ældre og sundhed får en noget forbedret “budgetmodel”, men har i en del år haltet bagefter. Så der er en del at rette op på.

    Kultur og idræt stod med en budgetudfordring på 74 mio. kr. til bl.a. fritidsfaciliteter – der bliver “givet” 7 mio. kr.! Der bliver lidt mere trængsel på banerne!

    Velfærdslisten er glade for, at vort og fagbevægelsens forslag om bekæmpelse af social dumping er med i forliget – permanentgørelse af CSR-teamet. Trods dette lyspunkt er Velfærdslisten ikke med i budgetforliget. Vi sagde fra starten: Når borgmesteren ikke vil komme med realistiske tal for de økonomiske udfordringer, er der ikke tale om ansvarlig budgettering.

    Forligsforhandlingerne er blevet kaldt borgmesterens svendeprøve. Det ligner mest et hus, hvor halvdelen af taget mangler. Forliget efterlader et stort budgethul på 300-400 mio. kr.

    Men forligspartierne håber nok på, at århusianerne glemmer hullet i taget indtil nedskæringsrunden i sommeren 2026.

    Solveig Munk og Viggo Jonasen

    Sidst opdateret: 19. september 2025