Gå til hovedindhold

Alternativet: Vi fik givet klima og kultur en gevinst i budgettet

Det lykkedes til en vis grad med penge til Jordfonden, til cyklisme og til kulturen. Ud over dette fik velfærden et stort løft, især til social- skole og daginstitutionsområderne, hvilket vi er glade for, men desværre ikke nok til de store udfordringer kommunen står overfor.

Indhold

    Alternativet gik især efter en større klima-indsats og mere til kulturlivet ved årets forhandlinger om budgettet i Aarhus Kommune. Det lykkedes til en vis grad med penge til Jordfonden, til cyklisme og til kulturen. Ud over dette fik velfærden et stort løft, især til social- skole og daginstitutionsområderne, hvilket vi er glade for, men desværre ikke nok til de store udfordringer kommunen står overfor.

    Som noget rigtig godt fik Alternativet, med støtte fra SF, afsat 10 mio. kr. i 2027 til Jordfonden. Pengene går til at opkøbe arealer for at etablere vand- og naturparker, for at sikre rent drikkevand, med forventning om at Aarhus Vand og andre også bidrager.

    ”Samtidig har vi fået med, at det skal undersøges, hvilke muligheder der er for at udpege arealer til produktion af økologiske fødevarer, som kan bidrage til beskyttelse af grundvandet. Det var ikke sket, uden at vi tog det op,” siger Thure Hastrup, byrådsmedlem for Alternativet.

    Han foreslog for to år siden forsøg med gratis eller billigere billetter på udvalgte busruter. Det fik ikke flertal dengang. Nu er der gået valgkamp i billigere busbilletter, så med i budgettet er forsøg med busbilletter til 15 kr. på tre udvalgte ruter, hvilket Alternativet bakker op om. Dog ville det være bedre med en langsigtet løsning med billigere busbilletter, fx 10 kr. i alle busser og i Letbanen og billigere pendlerkort.

    ”Det er meget positivt, at der er sket et politisk skred, så nogle aarhusianere nu kan se frem til billigere busbilletter. Men der skal mere til for at fremme den kollektive trafik, såsom flere busbaner på de store indfaldsveje og flere busser på gaden i myldretiden,” siger Thure Hastrup.

    Alternativet foreslog, at der skulle mere gang i anlæg af cykelstier, og det fik vi afsat penge til i budgettet, således at tempoet kan sættes i vejret, med de 25 mio. kr. der er afsat i anlægsaftalen.

    Kulturlivet har i flere år været udsat for besparelser, hvilket vi satsede på at ændre. Det lykkedes til en vis grad med en kulturpakke med bl.a. nogle af vores forslag: Penge til mere personale og dermed længere åbningstid på de små biblioteker, penge til Puljen til Ung Kunst og Kultur, til kulturtilbud til unge gennem Børn og Unge, til Det Jyske Kunstakademi, og til Aarhus Billedkunstcenter, brug af kommunens tomme ejendomme til kultur og til foreninger, samt desuden penge til Gallo.

    ”For os er kultur velfærd, så vi ville gerne have endnu flere penge, bl.a. til kulturpuljerne, ungekultur og kulturliv udenfor Ringgaden, men det var hvad vi kunne opnå,” siger Thure Hastrup.

    Han er stærkt kritisk overfor SVM regeringens økonomiske bånd på kommunerne, med budgetloven og loft over service og anlæg. Selvom der i år, hvor der er kommunalvalg, var flere penge at dele ud end sædvanligt, manglede der penge til mange gode og vigtige forslag.

    ”Derfor er det så ærgerligt, at vores forslag til flere indtægter blev afvist af de andre partier. Det var fx uændret erhvervsskat og højere betaling for parkering,” siger Thure Hastrup.

    Han peger på, at kommunen fremover står overfor meget store udfordringer med stærkt øgede udgifter på de store velfærdsområder, som kan betyde store besparelser, hvis ikke regeringen giver bedre økonomiske rammer til kommunerne.

    Sidst opdateret: 18. september 2025