Frivillige brobyggere skal hjælpe flere unge til tandlægen
Gode og sunde tænder har betydning for både sundhed, trivsel og muligheder senere i livet. Det gælder også for de socialt udsatte unge, som sjældent eller aldrig finder vej til tandklinikken. Derfor går Tandplejen i Aarhus Kommune og den landsdækkende nonprofitorganisation Social Sundhed nu sammen om et initiativ, der skal få flere unge i tandlægestolen og skabe mere lige adgang til god tandsundhed.
Dårlige tænder kan have konsekvenser, der rækker langt ud over de 28 bisser og deres velbefindende. Foruden tandpine kan det øge risikoen for en lang række helbredsproblemer. Det kan påvirke den generelle livskvalitet, fordi dårlige tænder giver lavt selvværd og gør, at mange isolerer sig fra resten af samfundet, hvilket kan føre til mistrivsel og forringe mulighederne senere i livet.
- Nogle unge går sjældent eller aldrig til tandklinikken, selvom de faktisk har behov for det. Det kan skyldes mange ting. Nogle er utrygge - måske på grund af dårlige erfaringer fra tidligere tandlægebesøg. Det kan også skyldes udfordringer i hverdagen, som gør det svært for dem at møde op. Derfor er det vigtigt, at vi finder nye måder at hjælpe dem på, siger overtandlæge i Børn og Unge, Aarhus Kommune, Stine Mørcholdt.
Tandplejen i Aarhus Kommune har derfor indgået et nyt samarbejde med Social Sundhed, som skal hjælpe flere unge ud ad døren og op i tandlægestolen. Hvor Tandplejen bidrager med den tandfaglige indsats og kontakten til de unge, bidrager Social Sundhed med såkaldte brobyggere, som er frivillige, der har erfaring med at støtte mennesker i mødet med sundhedsvæsenet.
Social Sundhed tilbyder allerede brobygning i Aarhus, men med samarbejdet sættes der ekstra fokus på en særligt sårbar målgruppe. Så er du mellem 15 og 22 år, kan du derfor fremover få følgeskab af en brobygger, når du skal møde op på tandklinikken og på den måde få støtte og hjælp til det, som er svært for dig, i forbindelse med et besøg.
En hånd at holde i
Det nye samarbejde er målrettet unge, der af den ene eller anden årsag har brug for en hånd, når de har en tid på tandklinikken. Det kan være hjælp til at finde vej til klinikken, en hånd at holde i, mens man ligger i tandlægestolen eller hjælp til at forstå den information man får i forhold til egen tandsundhed – og til at få bestilt en ny aftale efterfølgende, hvis der er brug for det.
- Det er et vigtigt skridt for den sociale lighed i sundhed i Aarhus, at vi sammen med Tandplejen i Aarhus Kommune kan sætte et særligt fokus på de unge i sårbare positioner, der af forskellige grunde ikke kommer afsted til tandklinikken. Det har længe været et ønske fra vores side at samarbejde tæt her, for i vores arbejde ser vi tit, hvordan ulighed i sundhed kommer til udtryk i tandsundhed. Kan vi forebygge tidligere i livet, er vi godt på vej, fortæller Kristina Louise Bliksted, direktør i Social Sundhed.
Det er netop den forskel, de frivillige brobyggere møder i hverdagen.
- For nogle kan det være en kamp blot at komme afsted til en aftale. Som brobygger mærker jeg, hvor stor en forskel et følgeskab kan gøre for den enkelte. Det kan være dét, der gør, at de får den hjælp, de har brug for, hvor alternativet er, at de slet ikke kommer afsted, siger Nanna Larsen, der studerer til tandplejer og er brobygger i Social Sundhed.
Målet er naturligvis, at flere unge får passet deres tænder. Men lige så vigtigt er det, at de oplever, at de ikke står alene. Når et besøg på tandklinikken bliver mere trygt og overskueligt, kan det være første skridt mod gode vaner, som gavner både tandsundheden og trivslen langt ind i voksenlivet.
Yderligere oplysninger
Stine Mørcholdt, overtandlæge i Aarhus Kommune, tlf: 24 89 61 81, mail: mbrst@aarhus.dk
Social Sundhed Aarhus, tlf: 91 55 06 36, mail: aarhus@socialsundhed.org
Fakta om samarbejdet
Tilbuddet er målrettet unge mellem 15 og 22 år, som har brug for ekstra støtte i forbindelse med besøg på tandklinikken.
En brobygger kan støtte den unge før, under og efter besøget på tandklinikken, og følgeskabet kan gentages så mange gange, som der er behov for.
Social Sundheds rådgivere står for planlægning og koordinering af forløbet, mens de frivillige brobyggere står for selve følgeskabet.
Samarbejdet er etableret mellem Tandplejen Aarhus og Social Sundhed og sker i dialog med en række øvrige aktører, der møder de unge i hverdagen.
Formålet er at mindske ulighed i tandsundhed ved at gøre det lettere for flere unge at benytte kommunens tilbud om gratis tandpleje.
Social Sundhed har været til stede i Aarhus siden 2014, hvor brobyggerne tilbyder støtte og følgeskab til aftaler i sundhedsvæsenet, foreningslivet samt velfærdssamfundet.
Har du spørgsmål eller behov for følgeskab, kan Social Sundhed kontaktes på 91 55 06 36 alle hverdage kl. 8-15.30.