Engangsbeløb til pædagoger og pædagogiske ledere
Pædagoger og pædagogiske ledere i kommunale dagtilbud i Aarhus Kommune modtager et engangsbeløb. Det har Børn og Unge og BUPL Århus aftalt. Pengene er et forsøg på at styrke tilknytningen og forbedre rekrutteringsmulighederne for en medarbejder- og ledergruppe i kommunen, hvor stillingerne ofte er svære at besætte.
Muligheden for at give et engangsbeløb kommer fra OK26, hvor der blev afsat midler til lokal løndannelse i kommunerne. Midlerne består af både engangs- og varige midler. De varige midler påbegynder Børn og Unge og BUPL Århus forhandling om efter 1. november 2026.
Aftalen indebærer, at der ydes et engangsbeløb på 10.000 kroner til pædagogiske ledere ansat i kommunale dagtilbud. Samtidig har parterne aftalt, at månedslønnede pædagoger i kommunale dagtilbud modtager et engangsbeløb på 5.500 kroner.
- Hverken pædagoger eller pædagogiske ledere hænger på træerne lige for tiden. Det gør det svært at besætte stillingerne i vores kommunale vuggestuer og børnehaver, og det er et kæmpe problem, fordi vi har brug for flere uddannede medarbejdere blandt vores mindste børn, siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom og understreger, at han derfor er glad for, at pædagogerne og de pædagogiske ledere er blevet prioriteret, da de lokale lønmidler skulle udmøntes.
- For de pædagogiske ledere er engangsbeløbet desuden en oplagt mulighed for at tage forskud på det varige lønløft, de kan se frem til. Et lønløft, som jeg mener er rimeligt og et godt resultat af dette års overenskomstforhandlinger, siger Thomas Medom.
Det er i dagtilbuddene, der er de allerstørste rekrutteringsudfordringer, og BUPL har derfor undtagelsesvist kunnet tiltræde at pengene udelukkende bliver afsat på dagtilbudsområdet.
- Med den rekrutterings- og fastholdespræmis der er lagt ned over de lokale lønmidler fra OK26, så giver det mening at tilgodese dagtilbudsområdet, da det faktuelt er her, hvor det er sværest at rekruttere til. Vi ser det som en anerkendelse til alle de pædagoger, der i kortere eller længere tid har arbejdet i en dagligdag, hvor det ikke har været muligt at besætte alle de mulige pædagogstillinger, og ligeledes et helt rimeligt lønløft til de pædagogiske ledere, siger Line K. Møller, formand for BUPL Århus.
Yderligere oplysninger
Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 27 51 79 61.
Line K. Møller, formand, BUPL Århus, tlf. 25 58 94 92.
Om aftalen
I aftalen mellem Børn og Unge og BUPL Århus fremgår det, at der konkret ydes beløbet til følgende grupper på kommunale dagtilbud:
Pædagogiske ledere ansat pr. 1. oktober 2026.
Pædagoger konstitueret som pædagogiske leder pr. 1. oktober 2026.
Pædagoger ansat som månedslønnet pædagog pr. 1. oktober 2026. Dette gælder både fastansatte og midlertidigt ansatte.
Pædagoger på barselsorlov og ansat i en månedslønnet stilling pr. 1. oktober 2026.