Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Det nye Børne- og ungebyråd er valgt

Valgkampen har de seneste uger været i fuld gang på skoler og ungdomsuddannelser i hele Aarhus Kommune. Med mærkesager, valgvideoer og masser af engagement har børn og unge sat fokus på de emner, der betyder mest for dem. Nu er stemmerne talt op, og 31 medlemmer samt 9 suppleanter er valgt til Børne- og ungebyrådet.

Indhold

    Elever over hele kommunen har haft mulighed for at sætte deres kryds ved den kandidat, som bedst repræsenterer deres perspektiver og ønsker for fremtidens Aarhus. De nyvalgte medlemmer kommer fra både folkeskoler og ungdomsuddannelser og repræsenterer børn og unge fra hele kommunen.

    Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, ser frem til samarbejdet med de nyvalgte medlemmer. 

    - Stort tillykke til alle de unge, der er blevet valgt til det nye Børne- og ungebyråd i Aarhus Kommune. Jeg glæder mig til at møde dem og høre deres idéer til, hvordan vi sammen kan udvikle Aarhus. De unges perspektiver er helt afgørende, når vi skal skabe gode løsninger for fremtidens børn og unge, siger Thomas Medom. 

    Anton Helkjær Lassen er 14 år, fra Skæring Skole, nyvalgt medlem af Børne- og ungebyrådet og klar til at komme i gang.

    - Jeg glæder mig til at se, hvad Børne-og ungebyrådet er for noget og at være med til at kunne få indflydelse på politikken i Aarhus, siger Anton Helkjær Lassen.

    Indtil sommerferien skal medlemmerne mødes, debattere og arbejde med forslag til, hvordan Aarhus kan blive et endnu bedre sted at være barn og ung. Samtidig skal de bringe børn og unges idéer, ønsker og bekymringer ind i de løbende politiske drøftelser i det voksne byråd og være med til at sætte fokus på de emner, der fylder i deres hverdag.

    Yderligere oplysninger

    Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 27 51 79 61. 
    Johanne Enslev Dybdahl, Børne- og Ungebyrådssekretær, tlf. 29 42 92 50. 

    Sidst opdateret: 23. oktober 2026