Aarhus Kommune overholder loven om minimumsnormeringer
Danmarks Statistik har i en ny rapport offentliggjort en opgørelse over normeringerne i kommunale og selvejende dagtilbud i 2024. Den viser, at Aarhus Kommune – ligesom det var tilfældet i 2023 – overholder loven om minimumsnormeringer. Det er positivt, men ambitionerne skal være endnu højere, mener rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.

Ifølge loven om minimumsnormeringer i de kommunale og selvejende dagtilbud må der i gennemsnit maksimalt være tre børn pr. pædagogiske medarbejder i vuggestuen og seks børn pr. medarbejder i børnehaven. Loven blev vedtaget i Folketinget i 2022 og trådte i kraft sidste år.
En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at de kommunale og selvejende dagtilbud i Aarhus Kommune overholder loven om minimumsnormeringer. I 2024 var der således i gennemsnit 2,9 børn pr. medarbejder i kommunens vuggestuer, ligesom der i børnehaverne var 5,83 børn pr. Medarbejder. Det er rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom, tilfreds med.
- Der skal være hoveder og hænder nok ude blandt vores børn i vuggestuerne og børnehaverne, så børnene har det godt og kan udvikle sig, og så medarbejderne har ordentlige arbejdsvilkår. Det er selvfølgelig godt, at vi overholder loven, fordi den viser et minimumsniveau. Men vi skal på ingen måde hvile på laurbærrene af den grund. Jeg mener, vi skal være endnu mere ambitiøse og have bedre normeringer i de enkelte institutioner, siger Thomas Medom.
En analyse af minimumsnormeringer i Aarhus Kommune lavet af Børn og Unge, som blev offentliggjort i april 2024, viste, at det inden for en overskuelig fremtid kan blive vanskeligt at holde den gennemsnitlige normering i kommunen på samme niveau. Det skyldes flere ting, herunder de årlige besparelser i kommunen i form af det såkaldte fællesbidrag. Thomas Medom ser dog positive takter for økonomien på dagtilbudsområdet.
- Vi har lige underskrevet et budgetforlig, hvor dagtilbudsområdet tilføres midler i et omfang som friholder dem fra fællesbidraget i de kommende to år. Det kommer til at gøre en positiv forskel for de lokale vuggestuer og børnehavers muligheder for at prioritere flere medarbejdere blandt børnene. Og så har regeringen lige fremlagt et udspil til finansloven, som vil sende et ikke ubetydeligt beløb til kommunerne, så de kan ansætte flere pædagogiske medarbejdere, siger Thomas Medom og tilføjer, at kvalitet i dagtilbuddene også handler om andelen af uddannede medarbejdere blandt børnene.
Vi skal investere endnu mere i vores dagtilbud, så vi kan få flere medarbejdere blandt børnene. Fordi det har betydning for, hvor meget tid der er til det enkelte barn. Samtidig ved vi fra undersøgelser og forskning, at det også spiller en stor rolle for kvaliteten, at vi har uddannede medarbejdere blandt børnene. Pædagogiske medarbejdere som har viden og kompetencer til at se det enkelte barns behov og kan sikre udvikling og trivsel for alle børn. Særligt de udsatte eller sårbare børn. Det handler altså ikke kun om antallet af hænder, men om gode hoveder. Derfor er det enormt vigtigt, at vi også arbejder med rekruttering og uddannelse – fx meritpædagoguddannelserne, som vi har stor succes med i Aarhus Kommune,” siger Thomas Medom.
Yderligere oplysninger
Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 27 51 79 61.