Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Vores børnehaver skal være mere end opbevaring: God kvalitet kræver flere investeringer

Kvaliteten er ’god’ i én ud af ti børnehavestuer i Danmark. Det viser en national undersøgelse af kvaliteten i de kommunale dagtilbud til børn i alderen 3-5 år, som netop er offentliggjort af Danmarks Evalueringsinstitut, EVA og VIVE. I to ud af tre stuer er kvaliteten ’tilstrækkelig’.

Indhold

    Forskning viser, at kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer skal være ’god’, før det gør en positiv forskel for udvikling og trivsel for børn i sårbare og udsatte positioner. Er kvaliteten ’utilstrækkelig’ eller ’ringe’, gør det omvendte sig i nogen grad gældende. Pædagogiske læringsmiljøer af ’tilstrækkelig’ kvalitet gør hverken en positiv eller negativ forskel.

    Resultaterne stemmer overens med det billede, Børn og Unge har af kvaliteten på dagtilbudsområdet i Aarhus Kommune. Her foretages der hvert andet år et uvildigt pædagogisk tilsyn i alle kommunale og selvejende dagtilbud. Kvaliteten vurderes på baggrund af observationer og dialog om udviklingen af den pædagogiske kvalitet i alle knap 300 institutioner. Vurderingen fremgår af en tilsynsrapport, som er tilgængelig på dagtilbuddenes hjemmeside.

    Derfor kommer resultaterne af den nationale undersøgelse ikke bag på rådmanden for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom, som dog slår fast, at han grundlæggende ser dygtige og engagerede ledere og medarbejdere i de aarhusianske dagtilbud.

    - Jeg er jævnligt ude og besøge vores mange vuggestuer og børnehaver i kommunen, og her møder jeg generelt ledere og medarbejdere, som er hamrende dygtige og engagerede, og som hver dag kæmper en kamp for børnenes udvikling og trivsel og for at skabe en god og tryg hverdag for alle børn, Thomas Medom. Han erkender dog samtidig, at der er plads til forbedring. Også i Aarhus Kommune.

    - Det er der ingen tvivl om. Vi har heldigvis en stærk tilsynspraksis, som betyder, at vi har ret omfattende viden om kvaliteten i vores dagtilbud, og det giver os et tydeligt billede af, hvad der går godt, men også hvad vi skal styrke og blive bedre til. Så de nationale resultater er ikke overraskende for hverken mig eller resten af byrådet, som for nylig blev præsenteret for en status på kvaliteten i de aarhusianske dagtilbud, siger Thomas Medom og fortsætter.

    - Derfor har vi allerede sat gang i flere ting for at forbedre og udvikle kvaliteten. Selvfølgelig særligt i de dagtilbud, som er under skærpet tilsyn, men også for at hæve den generelle kvalitet i dagtilbuddene. Det handler blandt andet om at klæde medarbejderne bedre på til at skabe en hverdag, hvor alle børn kan være en del af fællesskabet, både når det gælder de daglige rutiner, de aktiviteter, som de voksne sætter i gang og børnenes egen leg. Lige nu har vi gang i omfattende, praksisnær kompetenceudvikling, hvor medarbejderne i alle vores dagtilbud får styrket kompetencerne til at tilbyde den konkrete børnegruppe den pædagogiske praksis, de har brug for, siger Thomas Medom.

    Alligevel lægger rådmanden op til, at der er behov for en række tiltag, hvis vi for alvor skal forbedre kvalitet i de kommunale og selvejende dagtilbud. Det gælder bl.a. løn- og arbejdsvilkår, bedre uddannelse og praktikforhold for studerende, et styrket fokus på rekruttering af særligt uddannet personale og investeringer i gode udemiljøer.

    - Der er flere knapper, vi skal skrue på, og nogle skal vi helst skrue på samtidig, hvis de skal have en effekt. Vi kan fx ikke rekruttere mere uddannet personale, hvis ikke vi samtidig styrker uddannelserne og gør det pædagogiske fagområde mere attraktivt, og her spiller løn- og arbejdsvilkår med garanti en rolle, siger Thomas Medom og understreger, at det i sidste ende handler om politiske prioriteringer og viljen til at investere mere i dagtilbuddene.

    - Fællesnævneren for det meste er, at vi både nationalt og kommunalt ganske enkelt er nødt til at prioritere dagtilbudsområdet højere, end vi gør i dag. Vi skal turde investere mere. Så normeringerne kan blive bedre, og børnene får den pædagogiske opmærksomhed i hverdagen, der er så afgørende for deres udvikling og trivsel. Særligt børn i sårbare og udsatte positioner fra familier, hvor ressourcerne er få og børnenes muligheder i livet på forhånd er små. Vi ved så meget om, hvad de første 1.000 dage betyder for resten af barnets liv. Derfor er det ikke bare en nødvendig investering, det er også en rigtig god investering, siger Thomas Medom og appellerer til, at både regeringen og byrådet i Aarhus Kommune tør sende flere penge i retningen af dagtilbudsområdet.

    - Der er brug for en økonomiaftale mellem regeringen og KL, som giver kommunerne mulighed for faktisk at investere mere. Og så er der brug for, at vi indser, at dagtilbudsområdet skal fritages permanent fra det årlige fællesbidrag i Aarhus Kommune, som hvert år har skåret dagtilbudsbudgetterne så langt ind til benet, at det snart falder af, siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.

    Fakta

    Den nationale undersøgelse af kvalitet i kommunale dagtilbud til børn i alderen 3-5 år er lavet for Børne- og Undervisningsministeriet som en del af aftalen om kommunernes økonomi mellem regeringen og KL fra 2022 og 2023. Undersøgelsen er udarbejdet af Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE og Danmarks Evalueringsinstitut, EVA ved hjælp af ’KIDS’, som er et redskab til evaluering og udvikling af den pædagogiske kvalitet i dagtilbud.

    Undersøgelsen viser, at 9 procent af stuerne i de deltagende børnehaver har ’god’ kvalitet. Det betyder, at disse stuer forventes at understøtte børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse og gøre en positiv kompenserende forskel for børn i udsatte positioner.

    I knap to ud af tre stuer er kvaliteten ’tilstrækkelig’. Det betyder, at børnene bliver passet på forsvarlig vis, men at der er behov for nogle justeringer i forhold til det pædagogiske læringsmiljø. Især for børn i udsatte positioner er det et opmærksomhedspunkt, at dagtilbud af ‘tilstrækkelig’ kvalitet ikke kan forventes at gøre en kompenserende positiv forskel, som opvejer fx et hjemmemiljø med mere sparsomme omsorgs- og udviklingsmuligheder.

    Kvalitetsvurderingerne ‘utilstrækkelig’ og ‘ringe’ kvalitet betyder i tråd med ovenstående, at børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse understøttes i endnu mindre grad, og at der er behov for flere justeringer af det pædagogiske læringsmiljø. 28 procent af stuerne i de deltagende børnehaver har enten ’utilstrækkelig’ eller ’ringe’ kvalitet.

    Kilde: Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE og Danmarks Evalueringsinstitut, EVA.

    Yderligere oplysninger

    Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 27 51 79 61.

    Sidst opdateret: 23. maj 2025