3.600 unge samles til et brag af en sidste skoledag
Børn og Unge inviterer pressen med, når mere end 3.600 afgangselever fredag d. 16. maj indtager GRIM- Festivalplads for at fejrer afslutningen på 10 år i folkeskolen.

I år byder Sidste Skoledag på et bredt og ambitiøst musikprogram med optrædener fra store og kendte navne som KESI, Tessa, MAS og Ozzy samt DJ Zuuzan, der selv er afgangselev. På dagen kan eleverne fra 9. og 10. klasse også dyste mod hinanden i sjove aktiviteter og konkurrencer som f.eks. bueskydning, disc dart eller affyring af pusterør. Der er også en stillezone til dem, der får brug for en pause.
- Sidste skoledag er en milepæl for eleverne, og jeg glæder mig til at opleve den gode stemning på pladsen, som har været der de foregående år, siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, og understreger, at de unge har taget det til sig, at dagen er alkoholfri. Noget som blev besluttet tilbage i 2021.
- Vi gjorde skoledagen alkoholfri for nogle år siden, og erfaringerne har været rigtig gode. Det virker til at være noget, de unge har taget til sig, og som flere og flere kommuner lader sig inspirere af. Det er jeg virkelig tilfreds med, fordi jeg tror på, det spiller en rolle for, at de unge får en uforglemmelig afslutning på folkeskolen, som samtidig er tryg og inkluderende for alle, siger Thomas Medom.
Det er fjerde år i træk, at Børn og Unge afholder Sidste Skoledag som et alkoholfrit arrangement. Erfaringerne har været gode, og derfor har Aarhus Kommune besluttet at konceptet bliver en årligt tilbagevendende tradition.
- Sidste skoledag bliver et brag af en fest, hvor musik og aktiviteter er samlingspunktet for de unges fejring. Det er et arrangement, hvor alle unge kan være med, og hvor fællesskab er det bærende element. Det er også resultatet af et bredt og tværgående samarbejde, og vi kan tydeligt mærke, at de unge har taget dagen til sig, siger Rasmus Graff, Børn og Unge-chef for skoleområdet Sydvest og UngiAarhus.
På dagen vil Østjyllands Politi, vagter, samaritter, medarbejdere fra Opsøgende Ungeteam (MSB), Gadeplan (MBU), UngiAarhus samt medarbejdere fra MSO, GRIM Festival og Pædagogik, Undervisning og Fritid (arrangører) være til stede på pladsen. Derudover kigger rådmanden for Børn og Unge, Thomas Medom, også forbi i løbet af dagen.
Fakta
- Sidste skoledag afholdes fredag den 16. maj på GRIM- Festivalplads, Grimhøjvej 20, 8220 Brabrand.
- Ankomst for afgangselever sker mellem kl. 12:00 og kl. 12:30.
- Musik- og aktivitetsprogrammet starter kl. 12:30 (se program nedenfor) Skriv til kommunikation@mbu.aarhus.dk, hvis du ønsker fotos tilsendt på dagen.
Yderligere oplsyninger
- Ani Hagopian Larsen, konsulent i Børn og Unge og projektleder på Sidste Skoledag, tlf. 5157 6734, mail: ahl@aarhus.dk
- Politikommissær Lasse Bonde, Østjyllands Politi, tlf. 2558 3249, mail: lab005@politi.dk
- Pressekonsulent Rasmus Ellermann- Aarslev, tlf. 2479 2989, mail: rasell@aarhus.dk. På dagen vil Ragnhild Emilie Rysgaard, tlf. 4185 8185, rary@aarhus.dk være til stede på festivalpladsen
