Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Flere venskaber mellem generationer skal sætte Aarhus’ senior-superkræfter i spil

Børn og unge har brug for omsorg og opmærksomhed fra voksne.
Projektet SeniorJunior vil skabe flere venskaber mellem generationerne i Aarhus.
Det første møde for seniorer i Aarhus finder sted den 27. marts kl. 15.30 på Frederiksbjerg skole.

Indhold

    Mødet er det første forsøg på at samle byens seniorkræfter om de yngste aarhusianere. For børn og unge vokser af opmærksomhed, og de kan ikke få nok af det.

    På mødet åbner vi dørene til det væld af muligheder for generationsvenskaber, der findes i Aarhus. Her vil der være mulighed for at finde den form for SeniorJunior-møde, som matcher den enkeltes interesser og eventuelle erfaringer - både faglige som personlige.  

    Knud Møller Andersen, skoleven på Bavnehøj Skole i Hasselager, fortæller:

    ”Det giver mig utroligt meget at være frivillig skoleven. Jeg får muligheden for at bidrage til at børnene får en god dag, som gør, at jeg også selv får en god dag. Det er meningsfuldt for mig”.

    Bag initiativet står en række private, kommunale og frivillige aktører, der tror på, at generations-venskaber er til gavn for de yngste, de ældste og for os allesammen

    En af initiativtagerne bag mødet, Poul-Erik Tindbæk, siger: 

    ”Flere friske seniorer har talenterne, erfaringerne og tiden til at hjælpe de kommende generationer. Det vigtigste i livet efter arbejdslivet er at give tilbage af alt det, vi har fået og at mødes på tværs af generationer til glæde og gensidig gavn”. 

    Alle interesserede seniorer er velkomne. Tilmelding sker via DETTE LINK 

     

    Yderligere oplysninger

    Poul-Erik Tindbæk, en3karriere, 29 61 28 83 / pet@en3karriere.dk

    Anders Probst-Jensen fra Børn og Unge, Aarhus Kommune, 29 20 99 78 / apjen@aarhus.dk

    Den 27. marts kan du blandt andet møde følgende foreninger, som også kan kontaktes for flere gode historier om seje seniorer, der hjælper de unge og børnene i Aarhus

    Røde Kors · Dansk Flygtningehjælp · Dansk Flygtningehjælp · Børns Voksenvenner · Folkekirkens Familiestøtte · Bogspilloppen · Headspace Family · Forældrerådgivningen · Autismeforeningen · KFUM-Spejderne · To timer om ugen · Frivilligcenter Aarhus · En række skoler og børnehaver 

    Sidst opdateret: 27. februar 2025