Sødalskolen får ny profil: Bevægelse og aktiv læring skal være en del af hverdagen
Fra august 2026 skal bevægelse og aktiv læring være en fast del af hverdagen på Sødalskolen i Brabrand – både når der står idræt på skoleskemaet, men også i resten af skoledagen. Her bliver Sødalskolen nemlig profilskole med fokus på bevægelse og idræt i samarbejde med Elite Sports Akademi Aarhus (ESAA) om det såkaldte ESAA Kids.

ESAA Kids er et idrætstilbud til skoler uden en direkte talent- eller elitevinkel, som sikrer fagligt stærkt velfunderet undervisning i idrættens basiselementer, og hvor fokus er på børnenes og de unges motivation for idræt og bevægelse, deres fysiske og motoriske uddannelse samt at de bliver eksponeret for en bred vifte af tilbud, som de måske ikke møder i den normale idrætsundervisning.
- Jeg er virkelig glad for, at Sødalskolen nu har fået grønt lys til at blive en profilskole med fokus på bevægelse, idræt og aktiv læring. Vi skal have gang i kroppen og være aktive ikke bare i idrætsundervisningen, men også i den øvrige undervisning. Her får vi et stort fagligt rygstød i vores samarbejde med ESAA. Bevægelse og idræt er sundt, det gør børn glade og motiverede, og det skaber et stærkt fællesskab på skolen, siger Anne Katrine Nielsen Kusk, skoleleder på Sødalskolen og forklarer, at det kommende år skal bruges på forberedelse og på at finde gode lokale løsninger sammen med ESAA.
- Nu skal vi finde ud af, hvordan vi bedst får sat en bevægelse med mere bevægelse i gang på Sødalskolen. Alle skoler er forskellige, og i løbet af det næste år skal vi finde ud af, hvordan vi sørger for at få etableret skolens nye profil på en måde, så medarbejdere, elever og forældre kan se sig selv i det og er med på vognen. Jeg glæder mig rigtig meget til at få sat gang i det, siger Anne Katrine Nielsen Kusk.
En vigtig del af ESAA-samarbejdet er, at Sødalskolen knytter tættere bånd til lokale idrætsforeninger, som giver skolen mulighed for at bringe nye og andre kompetencer og faciliteter i spil i undervisningen. I forlængelse af den styrkede idrætsundervisning, vil skolens ledelse og medarbejdere have fokus på, hvordan der kommer mere fokus på bevægelse, aktiv læring og leg i løbet af hele skoledagen.
- Jeg synes, det er helt oplagt, at Sødalskolen nu skal igangsætte et samarbejde med ESAA om at skabe en attraktiv folkeskole i Brabrand. Der bliver fokus på at skabe sunde fællesskaber omkring leg, aktiv læring og masser af bevægelse for alle på skolen – både børn og voksne. Det her understreger den positive udvikling, Sødalskolen har gang i med en stærk lokal forankring og en klar retning i arbejdet for at blive en folkeskole, forældrene i området vælger til deres børn. Og så understreger det, at det er en folkeskole, vi tror på og prioriterer i kommunen, siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.
- Det er vigtigt for mig, at børn og unge kan dyrke idræt på eller tæt ved deres skole. Det er også godt at få mere bevægelse og fællesskab integreret i skoledagen. ESAA-kids kan understøtte den udvikling og samtidig styrke båndene mellem Sødalskolen og det lokale foreningsliv. Det er en win-win situation for hele lokalsamfundet, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
Sødalskolens bliver officielt ESAA-profilskole fra og med skoleåret 2026/2027, men forberedelserne starter allerede nu og fortsætter det kommende år i et samarbejde mellem Sødalskolen, Børn og Unge og ESAA, Kultur og Borgerservice.
Yderligere oplysninger
Anne Katrine Nielsen Kusk, skoleleder på Sødalskolen, tlf. 41 85 91 59.
Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 27 51 79 61.
Niels Buch Johannsen, presserådgiver, Kultur og Borgerservice, tlf. 51 57 67 16.