Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

9 ud af 10 forældre bakker op om sunde frokostmåltider i dagtilbud

Ja tak til et sundt måltid mad én gang om dagen! Sådan har 90 procent af forældrene til børn i aarhusianske dagtilbud sagt ved den seneste afstemning om den kommunale frokostordning.

Indhold

    Ifølge dagtilbudsloven skal Aarhus Kommune hvert andet år spørge forældrene, om de ønsker, at deres børns vuggestue eller børnehave skal være en del af den kommunale frokostordning.

    Sidste gang det skete var i 2022, og dengang var opbakningen på samme høje niveau som nu. Sådan har det imidlertid ikke altid været. I 2013 var opbakningen betydeligt lavere. Her ønskede forældrene i 64 procent af dagtilbuddene at være en del af frokostordningen. I 2017 var det steget til 76 procent, og siden 2020 har forældrene i ni ud af ti dagtilbud stemt ja tak til, at deres børn skal serveres et sundt måltid mad én gang om dagen, når de er i vuggestue eller børnehave.

    En positiv udvikling, mener rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.

    - Jeg er meget glad for at se, at forældrenes opbakning til frokostordningen fortsætter med at være så overbevisende. Sund og nærende kost betyder noget for børnenes muligheder for udvikling og trivsel, men der er stor forskel på, hvad børnene bliver serveret i løbet af en dag. Dén sociale ulighed kan vi som samfund gøre noget ved, hvis børnene bliver præsenteret for et sundt frokostmåltid hver dag, mens de er i vuggestue eller børnehave, siger Thomas Medom og understreger, at måltidet også tjener et pædagogisk formål.

    Måltidet er noget, børn og voksne er fælles om. Med den kommunale frokostordning bliver alle serveret det samme, og det giver personalet mulighed for at tale med børnene om madens fantastiske og forunderlige verden og f.eks. udvikle deres mod på at smage på nye ting sammen med deres kammerater. På den måde bliver det at sidde sammen omkring bordet og spise en pædagogisk aktivitet, siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.

    Ud af i alt 306 dagtilbud i Aarhus Kommune er der sammenlagt 279, som de næste to år skal være med i den kommunale frokostordning. Heraf tilbereder 138 maden på egen hånd eller sammen med andre institutioner, mens 141 får leveret frokostmåltidet af en ekstern leverandør.

    I de 27 dagtilbud, hvor et flertal af forældrene har takket nej til det kommunale frokostmåltid, skal børnene selv medbringe en madpakke til frokost.

    74 procent af forældrene i de kommunale dagtilbud afgav deres stemme til valget, som bliver afholdt digitalt.

    Resultaterne af valget vil træde i kraft fra den 1. juli 2025 og gælder frem til den 30. juni 2027. Næste gang forældrene skal tage stilling til det kommunale frokostmåltid bliver således i slutningen af 2026.

    Læs mere om mad og måltider i Aarhus Kommunes kommunale dagtilbud.

    Yderligere oplysninger

    Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 27 51 79 61.

    Sidst opdateret: 25. april 2025