Gå til hovedindhold

Udvikling af Prismet og området omkring

Prismet skal muligvis omdannes. I den forbindelse kigger vi på et samlet projekt for hele området mellem Viborgvej, Silkeborgvej og Herningvej.

Indhold

    Ved siden af Prismet ligger den røde sidebygning, en tankstation og et større parkeringsanlæg. Området har potentiale til at blive en mere integreret del af den omkringliggende by og udvikling, og derfor ser vi på hele området med henblik på at omdanne det til et nyt bykvarter med en blanding af boliger og erhverv. Det vil ske ved at etablere en karrébebyggelse langs de omkringliggende veje og samtidige omdanne Prismet, så det i højere grad inviterer aarhusianerne ind.

    Status: Hvad er næste skridt?

    Teknik og Miljø har været i dialog med bygherre, fællesråd og lokale borgere, og det er på den baggrund besluttet, at der skal arbejdes videre med projektet i en udgave, hvor Prismet forbliver nogenlunde samme højde som i dag. Teknik og Miljø udarbejder nu et forslag til en lokalplan og et kommuneplantillæg.

    Kontakt borgerinddrager Jeppe Grønbæk, hvis du har spørgsmål til projektet, den fremadrettede proces eller gerne vil vide mere om, hvilke muligheder du har for at påvirke det.

    Klik her for at læse igangsætningsnotat og projektmateriale.

    Spørgsmål og svar

    I igangsætningsnotatet, der sætter rammen for beslutningen om det videre arbejde med projektet, står der følgende om Prismets højde i det videre projekt:

    Projektet indebærer en transformation af det 63 meter høje Prismet, hvor bygningsvolumenen forøges en smule i omfang og afslutning i toppen, der bl.a. muliggør en ny brandelevator og en langt bedre udnyttelse og indretning af de øverste etager.

    Klik her for at læse igangsætningsnotat og projektmateriale.

    Det præcise antal boliger er endnu ikke fastlagt, men det forventes, at der i karréen kan etableres ca. 350 boliger i varierende størrelser fra ca. 30 m2 til 90 m2.

    En del af gårdrummet vil være offentligt tilgængeligt, mens en anden del vil være mere henvendt til beboerne. 

    Den røde sidebygning og tankstationen nedrives for at give plads til karrébebyggelsen.  

    Projektet har været og er fortsat under løbende udvikling. Som projektet ser ud lige nu, er bebyggelsen på hjørnerne trukket tilbage fra Herningvej, og afstanden til den eksisterende bebyggelse på vestsiden af Herningvej varierer mellem ca. 22 og ca. 25 meter. Til sammenligning er afstanden mellem facaderne på de eksisterende bygninger på Skjernvej ca. 14 meter, og mellem facaderne på de eksisterende bygninger på Ringkøbingvej ca. 18 meter.

    Du kan se en liste over tidligere aktiviteter, hvor vi har inddraget aarhusianerne, længere nede på siden. 

    Nogle af de input aarhusianerne kom med var:

    • Områdets karakter: Området opleves meget trafikalt. Ord som funktionsløst, et ”ikke-sted”, kedeligt, virker dødt, støjende, grimt og ikke imødekommende er brugt i beskrivelserne af området. Ganske få har nævnt, at der er meget liv og grønt.
    • Ønsker til faciliteter: I workshoppen var der mulighed for at give input til, hvilke faciliterer området og bygningen kan bidrage med. Der kom mange forskellige forslag, men flest har forslået: Grønne områder, fitness/udendørs træning, hundepark, studierum, cafeer og barer og opholdssteder (borde, bænke, grønne pladser).
    • Ønsker til grønne elementer: Deltagerne har peget på: Træer, vilde blomster/bede og at grøn beplantning på bygningen vil være med til at skabe et grønnere område. Én kommenterer også, at området skal kunne noget helt specielt i forhold til de andre grønne områder, der er i nærheden.
    • Forbindelser: Ønske om at der planlægges stisystemer, smutveje, genveje og passager – særligt nævnes en forbindelse til Ceres-park og Botanisk Have samt bedre belysning på stier. Derudover ønskes der flere fodgængerovergange, og det skal være fremkommeligt både til fods og på cykel.
    • Bæredygtighed: Der bliver blandt andet sagt, at omdannelsen skal gøres ordentligt, så det ikke skal omdannes igen om 20 år. Der peges på brug af bæredygtige materialer, el-ladestandere og solcelleenergi.

    Her kan du læse mere om, hvordan vi har arbejdet med borgerinddragelse i udvikling af Prismet og området omkring.

    Teknik og Miljø udarbejder nu et forslag til en lokalplan og et kommuneplantillæg.

    Når forslaget er færdigt, sendes det til behandling i Aarhus Byråd. Når forslaget har været behandlet politisk, sendes det i offentlig høring, hvor du kan læse og komme med bemærkninger på Aarhus Kommunes høringsportal.

    Tidligere aktiviteter

    Sidst opdateret: 18. november 2024