Gå til hovedindhold

Tættere på naturen

I Spørring vil det skabe mulighed for et tættere bånd mellem by og natur, flere naturoplevelser og bedre rekreative forbindelser og adgang til naturen.

Indhold

    Siden 1800-tallet er store dele af den danske natur blevet dyrket som landbrug, og i dag udgør landbrugsarealerne over 60 procent af Danmarks areal, hvor skov udgør ca. 14,5 procent, de lysåbne naturarealer (fx heder, enge, moser) 8,7 procent, mens byer, veje og øvrig infrastruktur udgør ca. 12 procent.

     

    Danmark har forpligtet sig til at styrke en genopretning af naturen, dyrelivet, biodiversiteten, klimaet samt vand- og havmiljøet. I Aarhus Kommune har vi et mål om at have 4.000 hektar natur og 8.000 hektar skov i 2030.

     

    Det vil betyde radikale forandringer af det landskab, som vi kender i dag. Der vil i fremtiden være færre marker, mere skov, hede og enge, større vådområder og et rigere dyreliv.

    Projekter, der bringer Spørring tættere på naturen

    Spørring Å løber i området øst for Spørring. Langs åen er flere områder registreret som er beskyttet natur jf. §3 og §16 i Naturbeskyttelsesloven. Det betyder, at naturen har førsteprioritet. Der må ikke laves tiltag, som kan påvirke naturen i negativ retning. Der kan arbejdes med rekreative forbindelser igennem området i form at trampestier, og der kan arbejdes med naturpleje, som f.eks. græssende dyr slåning med le. 

    Spørring Folkeskov blev plantet syd for grusgraven tilbage i 2021. Skoven er plantet for at sikre grundvand og binde eksisterende naturområder sammen. Der er også etableret flere folde, hvor der er afgræsning. I samarbejde med indbyggerne i Spørring er der lavet flere rekreative tiltag i området såsom; indhegnet hundeskov, shelter, bordbænkesæt, frugtlund og P-plads. Der er etableret trampestier og stier igennem hele området og foldene.

    Aarhus Kommune har købt den tidligere grusgrav. Der skal arbejdes med tiltag, som kan styrke naturværdierne i området. Her har naturen førsteprioritet, hvilket skal være med til at sætte retning for den fremtidige udvikling af området.

    Sidst opdateret: 20. november 2024