Crowdfunding
Du kan crowdfunde let og gratis i Aarhus.

Aarhus Kommune har sin egen crowdfundingplatform: www.CrowdfundingAarhus.dk
Crowdfunding Aarhus er en platform, som kan benyttes af alle:
private borgere, virksomheder, foreninger og institutioner.
Kort sagt, alle som ønsker at crowdfunde til at kunne realisere spændende projekter i Aarhus, der understøtter medborgerskab. Det fungerer som en slags digital raslebøsse.
Crowdfunding Aarhus ejes af Aarhus Kommune. Men projekterne, der crowdfundes til på platformen, er borgernes. Det vil sige, at borgerne selv skal forberede projekterne, crowdfunde til dem og realisere dem efterfølgende.
Hvorfor crowdfunde?
Crowdfunding er en måde, du kan lave din egen digitale indsamling på til et konkret projekt, et arrangement, en indsats eller noget andet.
Men crowdfunding er i lige så høj grad en måde, du kan at få flere af dine medborgere i Aarhus til at engageret sig i dit projekt og din sag. Et crowdfundingprojekt kan være med til at skabe opmærksomhed, følgeskab og ejerskab blandt alle dem, der bakker op om projektet og støtter det økonomisk.
Crowdfunding Aarhus er et sted, hvor man kan blive inspireret og for folk med lyst til at engagerer sig i deres lokalområder, i fælles interessefællesskaber, og hvor man kan samles på tværs af mærkesager, som understøtter medborgerskab i Aarhus Kommune.
Vil du gerne høre mere
Alle har mulighed for at gå ind på platformen og se, hvilke projekter, der er i gang med en indsamling via crowdfunding, og selv give et økonomisk bidrag, hvis man har lyst.
Det gøres ved at man opretter sig som bruger på www.CrowdfundingAarhus.dk.
Du er også altid velkommen til at tage kontakt til os på crowdfunding@aarhus.dk, hvis du har spørgsmål eller gerne vil vende et muligt crowdfundingprojekt. Vi giver gerne sparring på din idé.
Aarhus Kommune afholder desuden løbende online infomøder for alle, der er interesserede i at få mere af vide om, hvad crowdfunding er, og hvordan man kan starte sin egen indsamling. Her bliver man klædt godt på til selv at kunne crowdfunde, og du får en masse gode tips og tricks med i bagagen til en digital indsamling.
Der kommer løbende nye datoer for de online infomøder.
Du finder datoer og kan tilmelde dig inde på platformen.
Tryghed og gennemsigtighed
Aarhus Kommune er med platformen garant for ordentlige og trygge forhold. Der er gennemsigtighed omkring alle processer, og alle projekter valideres og godkendes, inden de lanceres på platformen. For mere information kontakt Borgmesterens Afdeling
Crowdfunding er en måde at rejse penge på, hvor en stor gruppe mennesker individuelt vælger at støtte et projekt økonomisk med et eller flere mindre beløb. Oftest foregår crowdfunding på en online crowdfunding-platform.
De, der vælger at støtte et crowdfunding-projekt, er typisk en kombination af folk fra projektejernes personlige netværk og folk udefra, der finder projektet spændende, f.eks. fordi de bor i samme lokalområde, som projektet foregår i, eller brænder for de samme mærkesager.
På Crowdfunding Aarhus findes tre typer crowdfunding; donation, belønning og en kombination af de to, som vi kalder belønning+.
Donation:
Her er tale om den mest kendte type crowdfunding. Det foregår ved, at man støtter et projekt med en ren donation, og det betyder, at man som udgangspunkt ikke får noget til gengæld som støtter. Hvis man får noget til gengæld, er det af ren symbolsk karakter, som for eksempel en folkeaktie, en takkemail eller sit navn på en støtteliste. Typisk kan man vælge at donere med forskellige beløb, for eksempel 50, 250, 1.000 og 5.000 kr., men det vil også være muligt at støtte med mere. Det fremgår af det enkelte projekt.
Belønning:
Belønningscrowdfunding foregår ved, at man støtter et projekt økonomisk og får en belønning til gengæld. Belønningen kan for eksempel være en billet til en begivenhed, et produkt eller en service. Belønningen har samme værdi som det, man betaler for den. Det vil sige, at man som støtter foretager et køb af en belønning, og indkomsten fra alle køb går til at kunne realisere crowdfunding-projektet. Typisk vil man kunne købe flere forskellige belønninger i forskellige prisklasser, eksempelvis én billet til 200 kr., familiebillet til 650 kr., backstage billet med forplejning til 1.200 kr. og sponsorpakke til 5.000 kr.
Belønning+:
Her kombinerer man de to ovenstående muligheder, donation og belønning, så man har et crowdfunding-projekt, hvor man både kan købe en belønning og derudover vælge at donere ekstra penge til projektet. For eksempel kan man købe en billet til 200 kr. og så vælge at lægge 300 kr. oveni, som går direkte til projektet som en ren donation.
Som Kommune ønsker vi med Crowdfunding Aarhus at stille en ramme for samskabelse og medborgerskab til rådighed for borgerne i kommunen, så de kan oprette og støtte hinandens og egne projekter.
Crowdfunding Aarhus ejes og stilles gratis til rådighed af Aarhus Kommune. Projekterne, der crowdfundes til på platformen, er borgernes.
Det vil sige, at borgerne selv skal forberede deres crowdfunding-projekter, inden de kommer på siden. Borgerne skal også selv crowdfunde til dem, imens de er på siden, og de skal selv stå for at realisere dem efterfølgende.
Aarhusborgere kan på den måde hjælpe hinanden med at finansiere de mange spændende projektidéer, der findes, udvikles og arbejdes på rundt i hele Aarhus Kommune, og som bidrager til medborgerskab, fællesskab, udvikling og engagement. Det er med andre ord en digital raslebøsse for Aarhus-projekter.

Kontakt
Borgmesterens Afdeling
Mail: crowdfunding@aarhus.dk