FRi - Angstgrupper for unge
Oplever du, at angst påvirker eller hæmmer dig i din dagligdag? Og er du 15-25 år? Så kan Folkesundhed Aarhus hjælpe dig.
Vi tilbyder dig en afklarende samtale, hvor vi i fællesskab finder ud af, om et forløb hos Folkesundhed Aarhus kan hjælpe dig med at få det bedre.
Hos os kan du komme i gruppeforløb sammen med andre unge, der har eller viser tegn på let til moderat angst. Man behøver ikke at have fået en angstdiagnose ved lægen for at deltage.
Tilbuddet er gratis og varer 8 uger med en ugentlig mødegang - 6 holdgange og 2 individuelle samtaler. Forløbene varetages af en psykolog.
Forløbet er ikke terapi, men et gruppeforløb hvor du får viden om angst og redskaber til at genvinde kontrollen over dit liv og mestre din angst. Mødegangene består både at oplæg fra psykologen, øvelser og dialog mellem deltagerne.
Forløbet er baseret på kognitiv adfærdsterapi, og du vil blive præsenteret for eksponeringsøvelser, hvilket betyder, at man trin for trin udsætter sig selv for de ting, der vækker ens angst. Hjemmearbejde vil også være en del af forløbet.
Hvem kan deltage i et forløb?
Vores forløb kan være det rette for dig, hvis du:
- er ung mellem 15 og 25 år
- viser tegn på let til moderat angst og har haft symptomer i mindst 1 måned
- ikke udøver selvskade og/eller ikke er selvmordstruet
- ikke har et aktivt misbrug
- ikke er under udredning eller behandling i psykiatrien
- ikke har en anden svær psykiatrisk lidelse, fx autisme
- taler, læser og forstår dansk
Sådan kommer du i gang
Er du interesseret i at deltage på vores forløb? Du kan læse herunder, hvordan du kan komme i gang.
Hvis du gerne vil deltage i en FRi - Angstgruppe for unge, skal du kontakte en af de ansvarlige psykologer ved at:
- Sende en mail med dit navn og telefonnummer til: psykologteam@mso.aarhus.dk eller
- Sende en SMS med teksten "FSAA FRI" til 1910
Herefter kontakter vi dig hurtigst muligt og tilbyder dig en tid til en indledende samtale med den ansvarlige psykolog. I vil i fællesskab afklare, om forløbet er det rette for dig.
Er du blevet opfordret til at udfylde et spørgeskema af enten Folkesundhed Aarhus eller en af de henviseraktører, vi samarbejder med, kan du finde spørgeskemaet her.
Det er en forudsætning, at du har udfyldt spørgeskemaet forud for den afklarende samtale med psykologen fra Folkesundhed Aarhus. Hvis du endnu ikke har fået en tid til en afklarende samtale, kan du forvente at blive kontaktet herom, når vi modtager din spørgeskemabesvarelse.
Informationerne i spørgeskemaet er psykologens forberedelse til den afklarende samtale.
Vurderer du som studievejleder i samarbejde med en ung, at dette forløb er det rette for vedkommende, anbefaler vi, at I sammen udfylder kontaktinformationer i skemaet, I tilgår her:
Når vi modtager henvendelsen, vil den unge modtage et brev i Digital Post med et link til et spørgeskema. Den unge bedes udfylde og indsende spørgeskemaet. Den unge vil derefter blive inviteret til en afklarende samtale ved en psykolog hos Folkesundhed Aarhus.
I videoen herunder kan du høre en tidligere forløbsdeltager fortælle om sin oplevelse.
FRi - Angstgrupper for unge
Efter du har sendt en mail/SMS, bliver du kontaktet hurtigst muligt af en af de ansvarlige psykologer.
E-mail: send dit navn og telefonnummer til psykologteam@mso.aarhus.dk
SMS: send en SMS med teksten FSAA FRI til 1910
Folkesundhed Aarhus i FrydenlundHUSET
Høgevej 27K
8210 Aarhus V
Er du forældre eller pårørende?
Vi tilbyder desværre ikke sparring med en psykolog til forældre og andre pårørende til unge med angst.
I nedenstående folder kan du læse lidt om, hvad angst er, og hvordan du som pårørende bedst kan støtte den unge.