Gå til hovedindhold

Ligevægt

Et vægtneutralt forløb for dig med stor kropsstørrelse og kronisk sygdom tæt på hverdagen.

Indhold

    Ligevægt er et tilbud til borgere over 18 år, der bor i Aarhus Kommune, og som har en stor kropsstørrelse og enten er i risiko for at udvikle eller allerede har en kronisk sygdom.

    I Ligevægt tager vi udgangspunkt i en vægtneutral tilgang. Det betyder, at vi møder dig med respekt for dit liv, dine erfaringer og dine ressourcer – uden fokus på vægt.

    Vores fokus er i stedet på livskvalitet, trivsel og hverdagsmestring.

    Er Ligevægt noget for dig

    Forløbet handler om trivsel, mestring og livskvalitet – ikke om vægttab.
    Derfor kan du ikke deltage, hvis du aktuelt er i gang med et vægttabsforløb eller bruger vægttabsmedicin.

    Sådan foregår det

    Alle forløb starter med en individuel, afklarende samtale, hvor vi taler om dit liv, dine erfaringer, dit aktivitetsniveau samt dine vaner i forhold til mad og spisning.

    Samtalen hjælper os med at afklare, hvilket forløb der passer bedst til dine behov.

    Du kan derefter deltage i enten et gruppeforløb eller et kursusforløb – men kun i ét forløb ad gangen.

    Formålet med forløbet er at styrke din trivsel, livskvalitet og tillid til kroppen – og give dig redskaber, du kan bruge i din hverdag.

    Forløbenes indhold bygger på et vægtneutralt syn på krop og sundhed.

    Gruppeforløb

    (12 gange á 2½ time pr. gang)

    Kombinerer intuitiv spisning og Basic Body Awareness Therapy (BBAT): Lyt til sult og mæthed, spis uden skyld og genfind glæden ved mad. Rolige BBAT-bevægelser styrker kropsfornemmelse, holdning og balance. Øvelserne tilpasses dit tempo, så du trygt kan øve dig i at mærke kroppen og undersøge, hvordan bevægelse opleves for dig.

    Inkluderer oplæg, refleksion og erfaringsudveksling om hverdagsliv og ressourcer. 

    Kursusforløb

    (4 gange á 2 timer pr. gang) 

    Temaer inden for vægtneutralitet med oplæg, små øvelser og erfaringsudveksling om krop, spisning og trivsel.

    Hvordan kommer jeg i gang?

    • Du kan blive henvist af din praktiserende læge eller personalet på sygehuset
    • Du kan ringe eller skrive til Folkesundhed Aarhus (se kontaktoplysninger i højre side)
    • Du kan også klikke nedenfor, hvis du vil skrive til os via Digital Post
    Tilmeld dig her (log ind med MitID)
    Sidst opdateret: 11. februar 2026