Gå til hovedindhold

Klippekort og Plustid i hjemmeplejen

Alle borgere i Aarhus Kommune, der modtager varig pleje, får et tilbud om ekstra hjælp oveni. Der er to kategorier for denne ”ekstra hjælp”: Plustid eller Klippekort.

Indhold

    At få et ”klippekort” betyder, at du får en ekstra ½ times hjælp om ugen. Du kan enten bruge muligheden til at få lidt ekstra hjælp løbende, eller du kan spare klip sammen, hvis du gerne vil noget, der tager lidt længere tid.

    Det er dig selv, der bestemmer, hvad den ekstra hjælp skal bruges til. Når ordningen starter, får du udleveret en pjece, hvor du også finder lidt inspiration til, hvad den ekstra hjælp kunne være.

    For at kunne få et klippekort skal du for det første bo i egen bolig og i forvejen få hjemmehjælp. For det andet skal du have ”svære eller totale begrænsninger” – hvilket vil sige, at du ikke kan klare sig i hverdagen uden omfattende hjælp. Klippekortet er desuden til dig, der er enlig, hjemmeboende, har en demenssygdom og benytter dagcentertilbud. Lokalområdet ved, om du er omfattet af ordningen.

    Der kan være enkelte tilfælde, hvor du først får tildelt klippekortet, men senere må afgive det igen. Det sker, hvis din situation forbedres, så du kan klare mere selv. I det tilfælde vil eventuelt opsparede klip bortfalde

    At få Plustid betyder, at du får 15 minutters ekstra hjælp om ugen eller 30 minutter hver anden uge. Du vælger selv mellem de to varianter. Ligesom med klippekortet er det din egen tid, hvor du aftaler med den, der leverer hjælpen, hvad tiden skal bruges til.

    For at kunne få plustid skal du for det første bo i egen bolig og i forvejen få hjemmehjælp. Plustid er dig, der bor i Aarhus Kommune, som modtager varig pleje, men som ikke er berettiget til klippekort.

    Der kan være enkelte tilfælde, hvor du først får tildelt plustid, men senere må afgive det igen. Det sker, hvis din situation forbedres, så du kan klare mere selv og ikke skal have hjælp til pleje mere.

    Hvis du er i målgruppen for klippekort er det din faste hjælper, der formidler ordningen til dig. Du får udleveret en pjece og et papirklippekort, og der vil være mulighed for at få en god snak om ordningen, og de muligheder du har.

    Du kan løbende, og i samarbejde med de faste hjælpere, bruge papirklippekortet til at holde rede på, hvor mange klip du har brugt, og til hvad. Samtidig bliver der holdt øje med status over forbruget digitalt.

    Hvis du er i målgruppen for plustid tildeles du den ekstra tid i forbindelse med, at du får hjemmehjælp. Du får valget mellem 15 minutter hver uge eller 30 minutter hver anden uge. Dette valg skal du meddele din faste hjælper. I kan også snakke om, hvornår det kan passe dig at den ekstra tid placeres, og hvad du ønsker at bruge den til. Herefter lægges plustid ind i din besøgsplan

    Sidst opdateret: 5. oktober 2023

    Dokumenter