Gå til hovedindhold

Aktivitetslinjen

På Aktivitetslinjen udvikler du dine faglige, praktiske og sociale evner, med den rette støtte og tydelige rammer. Der er både undervisning i generelle basisfag, pædagogisk praktik og i værksteder.

Indhold

    Aktivitetslinjen

    På Aktivitetslinjen får du mulighed for arbejde med din kreativitet i et forudsigeligt og trygt læringsmiljø. Vi tilbyder kreative aktiviteter, og der er plads til at forfølge det, du selv er nysgerrig på og har lyst til at arbejde med.

    Aktivitetslinjen er for dig, der ønsker at arbejde med kreativitet, praktiske opgaver og fællesskab i trygge og forudsigelige rammer, hvor du møder kendte ansigter og faste rutiner hver dag.

    Undervisningen tager udgangspunkt i dine interesser og behov, og du arbejder i et tempo, der passer til dig med støtte og tydelige rammer i hverdagen. Undervejs udvikler du praktiske og sociale evner og styrker din selvstændighed og trivsel.

    Værksteder i rotation

    Du skifter mellem forskellige værksteder i løbet af skoleåret. Det kan f.eks. være Makerspace, kreativt værksted, madværksted, praktisk værksted og upcycling.
    Værkstederne skifter løbende, så du prøver noget nyt og finder ud af, hvad du er god til og har lyst til mere af.


    Fællesskab og ungdomsliv

    Du arbejder også med de ting, der gør hverdagen nemmere og mere selvstændig. Det kan være bustræning, madlavning, indkøb eller rengøring. Du øver samarbejde og kommunikation i et tempo, der passer til dig. Vi arbejder for, at du trives, udvikler dig og får et meningsfuldt ungdomsliv med stærke fællesskaber og en hverdag, der er din egen.

    Du kan desuden deltage i pædagogisk understøttede praktikforløb, hvor du øver dig i at indgå i arbejdsfællesskaber og afprøve dine færdigheder i praksis.

    Målet er, at du styrker dine ressourcer og kompetencer så du kan deltage aktivt i et fremtidigt aktivitetstilbud og leve et meningsfuldt og selvstændigt ungdomsliv.

    Værksteder

    Vores værksteder er roterende værkstedsfag, som du møder i løbet af skoleåret. 

    Her arbejder du med reparation og vedligeholdelse af cykler – og med rengøring og klargøring af biler og busser.

    Du lærer, hvordan en cykel fungerer, og hvordan du bruger værktøj sikkert og korrekt. Samtidig arbejder du med at gøre biler rene og klar til brug – både udvendigt og indvendigt.

    Det arbejder du med:

    • Cykelreparation og vedligeholdelse
    • Cyklens dele og funktion
    • Sikker brug af værktøj
    • Udvendig vask og indvendig rengøring af biler og busser
    • Brug af rengøringsmidler og udstyr
    • Faste rutiner og kvalitet i arbejdet
    • Samarbejde og gode arbejdsvaner


    Du bliver bedre til at arbejde praktisk med hænderne og får teknisk forståelse for cykler. Du lærer at arbejde grundigt og følge faste rutiner, så kvaliteten er i orden. Samtidig styrker du din selvtillid gennem konkrete opgaver og bliver bedre til at tage ansvar og samarbejde med andre.

    I pedelfaget passer du på bygninger, udearealer og grønne områder – ligesom en rigtig pedel.

    Du lærer at bruge værktøj, lave smårepationer og holde styr på dine omgivelser. Og du får ansvar for opgaver, der rent faktisk betyder noget.

    Det passer til dig, der kan lide at arbejde med hænderne og være praktisk.

    I gartnerifaget arbejder du med naturen – fra jord til bord.

    Du lærer at dyrke og høste råvarer, finde dem i naturen og tilberede dem i køkkenet. Faget skifter med årstiderne og giver dig hands-on erfaring med, hvad naturen har at byde på.

    Du kommer bl.a. til at:

    • så, passe og høste afgrøder
    • sanke frugter, bær og frø i naturen
    • Pasning af grønne arealer
    • lave mad af det, du selv har dyrket eller samlet
    • lære om årstiderne og bæredygtighed

    Undervejs arbejder du med praktiske færdigheder som måling, indkøb og rengøring – og du træner samarbejde og kommunikation sammen med dine holdkammerater.

    Sidst opdateret: 22. juni 2026