Ungeforløb for unge med autisme
Et gruppeforløb til dig, som har en autismediagnose og er 15-18 år.
Formålet med gruppen er, at du kan blive klogere på din autisme og, hvordan den påvirker dig i hverdagen. Målet er at lære dig selv bedre at kende, så du i højere grad kan tilrettelægge din hverdag og få den til at fungere. I gruppen får du mulighed for at møde andre, der minder om dig.
Forløbet består af 8 mødegange og ca. 6-12 unge deltager på et hold. Derudover er der en individuel, indledende samtale inden gruppestart og en individuel, afsluttende samtale efter gruppeforløbet. Her deltager en forælder ofte. De indledende samtaler giver mulighed for tid til gradvis eksponering, hvis du har brug for flere besøg i fx gruppelokalet, møde begge undervisere eller andet inden gruppestart.
Under hele gruppeforløbet er der booket et ekstra lokale lige ved siden af til forældre, bedsteforældre eller kontaktperson m.m., som sikkerhedsnet.
Overskrifterne for de enkelte dage er:
- Min autisme
- Sanser
- Stress og belastning
- Batteriet, opladning og afladning
- Batteriet, energiforvaltning
- Det sociale, overlevelsesmekanismer
- Det sociale, hvornår giver det mening at være social?
- Gruppens valg af tema.
Lektionerne indeholder undervisning, videoer og af og til gruppearbejde, hvor vi tager hensyn til den enkelte. Der vil altid hænge en dagsorden i lokalet. Der er nyt emne hver gang, men faste pladser og navneskilte på bordet. Du får udleveret slides fra de enkelte undervisningsgange og vi henviser løbende til øvrige brugbare materialer. Det er valgfrit, om du har mod på at kigge på nogle af redskaberne derhjemme. Det er ikke alle, der synes, det giver mening for dem.
Dem der deltager kan, ud over autisme, have diagnoser (komorbide lidelser) som ADHD, angst, depression, begavelse under normalområdet m.m.
Du skal henvises til Ungeforløb for unge med autisme. Hvis du vil henvises, skal du kontakte din børne- og ungerådgiver.
Tilbuddet gives efter barnets lov § 30.1.1 forebyggende indsats eller § 32.1.5 støttende indsats.
Center for Børn, Unge og Familier
Børn, Unge og Uddannelse
Åbningstider:
Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 8-15
Torsdag kl. 8-17
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 62 00